Et klart ja fra både lønmodtagere og arbejdsgivere sikrer stabilitet og samfundsansvar, lyder det fra Dansk Industri.
Et solidt flertal af fagforeningsmedlemmerne har stemt ja til de nye overenskomster, som er gældende med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2025. Det skaber ro på arbejdsmarkedet og styrker den danske model i en ellers usikker tid. Det skriver DI – Dansk Industri – i en pressemeddelelse.
Stemmeprocenten nåede 59, og 82 procent stemte ja. På arbejdsgiversiden var der fuld opbakning med 100 procent ja-stemmer.
Ifølge en analyse fra The Economist og OECD har den danske arbejdsmarkedsmodel med fleksibel ansættelse og stærk social sikkerhed længe været betragtet som et forbillede. Den såkaldte flexicurity-model fremhæves som årsag til Danmarks lave arbejdsløshed og høje omstillingsevne i krisetider.
”Det høje stemmetal og den markante ja-procent betyder ro og stabilitet på arbejdsmarkedet og arbejdspladserne i de kommende tre år,” siger DI’s adm. direktør og chefforhandler Lars Sandahl Sørensen.
Han peger på, at afstemningsresultatet – ligesom ved sidste overenskomst – sender et stærkt signal om opbakning til forhandlingsresultatet og den danske forhandlingsmodel.
”I en tid hvor uberegnelige kastevinde blæser kraftigt i sejlet på danske virksomheder, så skaber overenskomsten et fundament af ro og stabilitet på arbejdspladserne. Og virksomhederne kan tre år frem regne med en balanceret og stabil lønudvikling. Afstemningsresultatet fortæller igen, hvorfor udlandet kigger misundeligt efter den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger Lars Sandahl Sørensen.
DI fremhæver desuden, at årets forhandlinger i forlængelse af gennembrudsforliget mellem DI og CO-industri førte til forlig for hele 99 procent af medarbejderne under DI’s overenskomstdækning.
”Ligesom i de forrige forhandlinger lykkedes det denne gang de to parter at ramme det balancepunkt, som nu har resulteret i et klart ja fra både arbejdstagere og arbejdsgivere. Parterne har sammen taget samfundsansvar og medvirket til at sikre en stabil samfundsudvikling i Danmark,” siger Lars Sandahl Sørensen.
De nye overenskomster dækker blandt andet aftaler om løn, arbejdsvilkår og fleksibilitet i flere livsfaser – eksempelvis med bedre muligheder for børnefamilier.