DF-politiker råber op efter baby-kidnapningssag: “Skal medicinsk kastreres”

Peter Kofod (DF) er dybt forarget over sagen om den kidnappet baby i Haderslev, hvor han blandt andet selv har boet. Foto: Marie Hald/ft.dk

Kidnapningssagen, hvor en kun syv måneder gammel baby blev bortført, har ført til voldsomme raktioner fra lokalsamfundet. Nu melder kendt DF-profil sig til korret af forargede borgere og kalder til handling i psykiatrien.

Mareridtssagen fra Sønderjylland om en lille baby, der blev kidnappet af en 37-årig mand, har forfærdet lokalmiljøet i og omkring byen Haderslev siden mandag aften.

En frygtelig sag, som ville være enhver forælders værste mareridt.

Ikke mindst også for Peter Kofod (DF), der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, og som bor kun 10 kilometer fra Haderslev med sin gravide kone og datter.

“Jeg har selv boet på Storegade i Haderslev, så det løb mig koldt ned ad ryggen, da man kunne se på tv og liveblogs, at der var sket så forfærdelig en hændelse her,” siger Peter Kofod til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Presse-fotos.dk var til stede ved hotellet, kort efter hændelsen indtraf

Han fortsætter med at fortælle, at det som forælder jo er ens værste mareridt.

“Vi var dybt berørte af det herhjemme. Vi overvejede seriøst, om vi skulle smide alt i hænderne og køre ind og hjælpe til med at lede,” siger Peter Kofod og fortsætter:

“Men vi kunne også se, at der kom så mange så hurtigt, og så ville vi heller ikke stå i vejen for politiets efterforskning. Derudover har vi også vores egen datter, der lå og sov ovenpå, så vi vurderede, at det bedste var at blive derhjemme og følge sagen tæt.”

Den kidnappede baby blev heldigvis fundet i god behold, og den sigtede 37-årige blev anholdt efter halvanden times klapjagt gennem Haderslevs gader.

“Der gik et lettelsens suk igennem os herhjemme, da hun blev fundet i god behold,” siger Peter Kofod.

Der er noget galt i psykiatrien

I grundlovsforhøret af den sigtede 37-årige tirsdag eftermiddag kom det frem, at han tidligere har fået en psykisk diagnose.

Med forbehold for, at den sigtede endnu ikke er dømt, peger Peter Kofod på, at der er noget, som ikke hænger sammen i psykiatrien, og at der skal strammes op.

“Hvis det viser sig, at han bliver kendt skyldig, så skal meget farlige mennesker, som allerede har været i psykiatrien og er kendt af myndighederne, jo ikke bare kunne rende rundt og stjæle barnevogne. Det er en utilgivelig forbrydelse,” siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Barnevognen blev ligeledes fundet ved hotellet

Hvad tænker du, bør være strafferammen for en forbrydelse af den her karakter?

“Egentlig er det svært for mig at sætte en grænse, fordi jeg synes, at det er afskyeligt at begå forbrydelser, der har med børn at gøre,” siger Peter Kofod og fortsætter:

“Jeg synes jo, at pædofile skal medicinsk kastreres. Og i øvrigt synes jeg, at vi skal vide, hvor pædofile bor. Altså hvis en dømt pædofil flytter til lokalområdet, så bør naboerne have at vide, at herovre bor der altså en, som er potentielt farlig, så man kan passe på sine børn.”

Helt grotesk

Peter Kofod håber på, at det her er en unik sag, som ikke kommer til at ændre den måde, vi lever på i Danmark.

“Det er jo helt grotesk. Barnet blev kidnappet i en barnevogn, der stod bag et låst gitter. Det er ikke umiddelbart et sted, jeg ville tænke, at det er farligt at have sin barnevogn stående.”

“Jeg håber ikke, at den her forbrydelse kommer til at ødelægge den måde, som vi traditionelt har levet på i Haderslev. Det står jo i fuldstændig kontrast til det Haderslev, som min kone og jeg holder meget af. Det er jo vores lokale storby,” siger Peter Kofod.

Den 37-årige sigtede mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i et almindeligt arresthus. Dermed afviser dommeren forsvarerens ønske om, at manden i stedet skulle fængsles i surrogat på grund af en diagnose.

Surrogatfængsling betyder, at en sigtet placeres på en lukket psykiatrisk afdeling eller en anden institution i stedet for et almindeligt fængsel.

Læs mere om hele sagen her.

Se også
Baby-bortfører er tidligere dømt: Uhyggelige nye detaljer
Se også
Efter baby-voldtægtsforsøg: Politiet advarer om lovbrud