Det skal Kronprins Christian lave efter aftjent værnepligt

Kronprins Christian afslutter sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse i slutningen af maj.

Kronprins Christian har snart aftjent sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse og fortsætter derefter den militære uddannelsesvej.

Således er kronprinsen blevet optaget på løjtnantsuddannelse, som han påbegynder i august 2025. Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billedet er fra da Kronprins Christian havde første dag ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Værnepligten, som han begyndte at aftjene i februar, afslutter han i slutningen af maj.

Uddannelsen til løjtnant varer et år med en efterfølgende periode med praktisk tjeneste som delingsfører.

Som løjtnant i Forsvaret får man muligheden for at virke som leder, instruktør, faglærer, skydeleder og underviser for soldaterne.

Kronprinsen går dermed i sin fars fodspor. Kong Frederik aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde i 1986.

To år efter den daværende kronprins Frederiks værnepligt blev han udnævnt som løjtnant af reserven og blev i den forbindelse delingsfører ved Gardehusarregimentet, der dengang hørte til i Næstved.

I sidste uge afsluttede kronprins Christian den traditionsrige rex-tur, der er den sidste prøvelse, som værnepligtige skal igennem, inden de kan kalde sig gardere.

Billeder fra kongehuset viser den 19-årige kronprins i uniform i flere af de krævende øvelser på turen.

– Jeg er meget stolt, rørt og beæret over, at jeg kan få lov, og at jeg er kommet igennem det sammen med min deling, siger kronprinsen i en video, kongehuset har lagt ud mandag.

/ritzau/