Københavnske Syd for Solen har et af årets stærkeste festivalprogrammer i Danmark.
Torsdag startede festivalen med navne som Sombr, Dijon, Amyl and the Sniffers, Medina og Wednesday.
Og fredag bliver det endnu sværere at vælge og vrage i programmet.
Derfor får du her en guide til de koncerter, du – i undertegnede skribents optik – bør vægte højt på dit personlige dagsskema.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Paris Paloma – Under Himlen, 15.15
Hvis du skulle have været first-mover på det engelske folkpop-fænomen, der er Paris Paloma, er du nok desværre kommet for sent.
Men du kan stadig nå med på hypetoget, inden det når en helt astronomisk hastighed.
For meget tyder på, at den 26-årige singer-songwriter har kursen rettet direkte mod stjernerne.
Paris Paloma debuterede i 2020 med singlen ‘Narcissus’, men det første store gennembrud kom først tre år senere, da hun udgav den feministiske hymne ‘Labour’.
Stykker af nummeret gik allerede inden dets officielle udgivelse viralt på de sociale medier, og da singlen endelig udkom, samlede den mere end en million afspilninger på Spotify og ditto på YouTube inden for de første 24 timer.
‘Labour’ var dog meget mere end blot en kommerciel succes. Sangen fungerede ligeledes som inspiration for talrige kvinder, der med Palomas musik som rygstøtte fandt modet til at dele deres egne oplevelser med sexisme på de sociale medier.
Den skarpe kritik af patriarkatet går igen i Paris Palomas musik, der på overfladen måske virker drømmende og smuk, men som gemmer på en kraftig kvindelig vrede.
I 2024 gav det britiske stjerneskud sin første danske koncert foran et udsolgt Lille Vega, og til december rykker hun ind i Amager Bio.
Men fredag er det altså Syd for Solen, der får besøg af Paris Paloma, og hvis du ikke vil stå tilbage med en solid omgang FOMO, er det bare med at være der, når det sker.
Turnstile – Over Havet, 19.00
Mens der på åbningsdagen var mere interessante navne længere nede på plakaten, er fredagens to hovednavne blandt de koncerter, du ikke må misse på årets Syd for Solen.
Det første af dem er det amerikanske band Turnstile.
Bandet opstod i starten af 10’erne som en del af den lokale hardcore punkscene i Baltimore, men har med tiden blødgjort deres hårde kanter en smule og fundet frem til en lyd, der ligger i spændrummet mellem ‘ægte hardcore’ og radiovenlig alternativ rock.
Med deres 2021-album ‘Glow On’ fandt bandet den perfekte balance, der både tilfredsstillede anmeldere og vandt dem nye fans, der måske ellers ikke normalt ville betegne dem selv som punkere.
Med sidste års ‘Never Enough’ opnåede Turnstile et endnu højere stadie af kommerciel appel og landede i top ti i blandt andet USA, Australien og Tyskland – samt lige uden for top ti i Storbritannien.
Samtidig gik nummeret ‘Birds’ viralt på de sociale medier og introducerede bandet til et endnu bredere publikum.
Da Turnstile senest besøgte Danmark, lagde de Roskilde Festivals Avalon-scene ned.
Mon ikke det bliver en gentagelse af succesen på Syd for Solen fredag?
Lorde – Over Havet, 21.30
Det andet – og klart største – hovednavn på fredagens program er ingen ringere end den newzealandske verdensstjerne Lorde.
I en alder af blot 16 år bragede hun ind på den internationale scene i 2013 med debutsinglen ‘Royals’ og den efterfølgende debutplade ‘Pure Heroine’, der gik multiplatin i en række lande og indeholdt yderligere hits som ‘Tennis Court’ og ‘Team’.
Siden har hun udgivet yderligere tre plader – senest ‘Virgin’ fra sidste år – og hittet med numre som ‘Green Light’, ‘Supercut’ og ‘Solar Power’.
Den nu 29-årige popstjernes hype er måske falmet en smule siden debuten, men hun er fortsat blandt de største navne på den internationale popscene – især inden for den alternative sektion af popspektrummet.
Det var et scoop, da Syd for Solen bookede Chappell Roan som sidste års store popnavn på festivalen, og det er om muligt et endnu større scoop, at Lorde i år står foran festivalens publikum i Valbyparken.
Tag det ikke for givet.