‘Det her er grotesk – vi skal gøre noget’: Minister går til angreb på kiosker

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

En stor kontrolaktion har afsløret store brud på forskellige regler hos 23 ud af 24 kontrollerede kiosker. Nu går ministeren ind i sagen

Der var meget at komme efter, da 76 kontrolmedarbejdere fra Skattestyrelsen, Fødevarestyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet tilbage i juni rykkede ud i en stor koordinerede kontrolaktion i 11 sjællandske byer.

Kontrollen foregik den 10. juni og viste problemer og fejl på forskellige niveauer hos 23 ud af de 24 kontrollerede kiosker.

Flere steder blev der bl.a. fundet gamle fødevarer, ulovlige varer, som for eksempel nikotinprodukter, mangelfuld hygiejne, farlige arbejdsforhold, mens der i flere tilfælde også var tegn på sort økonomi.

Det skriver Skatte- og Vækstministeriet nu i en pressemeddelelse.

De alvorlige fejl får nu skatte- og vækstminister Jakob Engel Schmidt til at gå ind i sagen.

“Det er jo fuldstændig grotesk, at snyd og svindel sker i så stort et omfang ude i kioskerne. Det er jo at spille hasard med danskernes sundhed, og så sætter det i øvrigt konkurrencevilkårene over styr for alle dem, som ikke snyder. Så det her skal stoppes, og derfor fortsætter Skattestyrelsen også med de her kontroller,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel‑Schmidt.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Fødevarestyrelsen beslaglagde under kontrollen blandt andet spiritus og fødevarer, der ikke måtte sælges, og afgav indskærpelser for blandt andet manglende sporbarhed, dårlig rengøring og salg af gamle varer.

Arbejdstilsynet udstedte strakspåbud for ulovlig rygning indendørs, for manglende APV’er og for risiko for ulykker.

I tre kiosker fandt myndighederne desuden senge, tandbørster og personlige ejendele, som indikerede ulovlig indkvartering i baglokalerne, skriver Skatte- og Vækstministeriet.

Skattestyrelsen følger op i en række kiosker i forhold til digital salgsregistrering, digital logbog og regnskabsforhold. Der blev også udskrevet afgiftsopkrævninger, og flere steder traf styrelsen personer i arbejde, som enten modtog offentlige ydelser eller slet ikke var registreret som ansatte.

Erhvervsstyrelsen beslaglagde ulovlige nikotinprodukter og fandt flere tilfælde af manglende registreringer og markedsføringsforbud.

“Når enkelte vælger at skære hjørner – eller helt save dem af – så rammer det både forbrugerne og de mange, der driver en ordentlig forretning. Derfor kommer vi til at fortsætte de her kontroller, ” siger skatte og vækstministeren.

Annonce
Annonce
Annonce