Lægepersonale er sammen med betjente og øvrige redningsstyrker fredag eftermiddag rykket ud for at redde en række mennesker, der er alvorligt kvæstede
Det er voldsomme og alvorlige scener, der fredag eftemiddag ved 14-tiden udspiller sig i et kryds, der er centrum for en hændelse med alvorlig personskade.
Billeder fra stedet viser, at en akutlæge og flere ambulancer holder omkring to smadrede biler, mens også flere vogne fra politiet og brandvæsenet holder på stedet.
På kørebanen er knuste vragrester spredt ud over et større område, og redningsmandskab arbejder på højtryk for de kvæstede mennesker.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Københavns Vestegns Politi oplyser fredag kort før klokken 15.00, at den ulykken er sket i krydset mellem Høje Gladsaxe og Gladsaxevej i Søborg.
Politiet omtaler selv ulykken som alvorlig.
Presse-fotos.dks udsendte fortæller, at to biler er involveret i sammenstødet – en af dem er en taxa.
“En bilinspektør er her lige nu for at klarlægge de nærmere omstændigheder. Jeg kan samtidig sige, at jeg har set to ambulancer køre hurtig udrykning fra stedet – den ene af dem i følgeskab med en lægebil,” siger vores udsendte.
Københavns Vestegns Politi bekræfter, at stedet er afspærret som følge af bilinspektørens arbejde.
‘Gladsaxevej er i forbindelse med undersøgelser på stedet spærret i begge retninger i et pt. ukendt tidsrum. Vis hensyn og find gerne alternativ rute,’ oplyser politiet.
Den nærmere tilstand på de implicerede personer og antallet af involerede personer har politiet ikke offentliggjort oplysninger om.
En bilinspektør bliver som regel kun tilkaldt til ulykker, hvor der er sket alvorlig personskade eller død.







