Næste år vender den populære musikforestilling ‘The Julekalender’ tilbage og udvider med en danmarksturné til flere af landets største byer.
I disse dage kan man opleve en sand juleklassiker både i tv-form og i Glassalen i Tivoli.
Som mange nok er klar over, er De Nattergales legendariske ‘The Julekalender’ blevet til en musikforestilling.
Med Gordon Kennedy, Christian Damsgaard og Niels Olsen i julekalenderens seks roller er forestillingen blevet en stor succes hos både anmeldere og publikum.
Modtagelsen har varmet så meget her i den kolde tid, at Lion Musicals og Herning Ny Teater nu kan offentliggøre, at ‘The Julekalender’ genopsættes i Glassalen næste år.
Herefter tager forestillingen på danmarksturné.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Stor gensynsglæde
‘The Julekalender’, der er dramatiseret efter idé af De Nattergale og Hans-Erik Saks og instrueres af Lars Knutzon, besøger næste år hele ti danske byer mellem den 11. november og den 20. december.
Når Fritz, Hansi og Günther forlader de efterhånden vante rammer i Glassalen i Tivoli, går vejen blandt andet forbi Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.
“Det har været en kæmpe glæde at se, hvordan publikum i København har taget ‘The Julekalender’ til sig. Der er noget helt særligt ved at opleve De Nattergales univers live på scenen, og gensynsglæden har været smittende hver eneste aften. Nu glæder vi os til at tage forestillingen på turné, så hele landet kan få mulighed for at opleve den ikoniske julehistorie på de skrå brædder,” siger Executive Kreativ Producent hos Lion Musicals, Thomas Langkjær, i en pressemeddelelse.
Stjernehold vender tilbage
Når ‘The Julekalender’ tager på turné rundt i det danske julelandskab, kan tilskuerne se frem til også næste år at opleve de tre anmelderroste skuespillere fra dette års opsætning.
Både Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard vender nemlig tilbage i deres roller.
Niels Olsen indtager rollen som nissen Fritz og den bondske kartoffelavler Oluf Sand.
Hustruen Gertrud Sand spilles af Christian Damsgaard, der også portrætterer nissen Günther.
Og sidst, men ikke mindst, bliver nåsåeren Benny Jensen og den tredje nisse, Hansi, skildret af Gordon Kennedy.
Billetsalget starter den 10. december. I infoboksen herunder kan du se turnéplanen og finde billetinfo.
Turnéplan
- København: 11. – 15. november 2026. Glassalen i Tivoli. Billetbestilling: https://lionmusicals.dk/julekalender/koeb-billet/
- Esbjerg: 19. – 21. november 2026. Musikhuset Esbjerg. Billetbestilling: www.mhe.dk
- Sønderborg: 24. – 26. november 2026. Sønderborg Teater. Billetbestilling: https://sonderborgteater.dk/da/
- Holstebro: 27. – 28. november 2026. Musikteatret Holstebro. Billetbestilling: www.musikteatret.dk
- Herning: 1. – 2. december 2026. Messecenter Herning. Billetbestilling: www.mch.dk
- Aarhus: 3. – 6. december 2026. Musikhuset Aarhus. Billetbestilling: www.musikhusetaarhus.dk
- Randers: 8. – 10. december 2026. Randers Teater. Billetbestilling:
https://randersteater.dk/ - Vejle: 11. – 13. december 2026. Vejle Musikteater. Billetbestilling: https://www.vejlemusikteater.dk/
- Aalborg: 15. – 17. december 2026. Aalborg Kongres & Kultur Center. Billetbestilling: www.akkc.dk eller på tlf. 99 35 55 66
- Odense: 18. – 20. december 2026. Billetbestilling: www.odeonodense.dk