Derfor har 51 skuespillere skrevet deres autografer på en lampe

Alt for mange talenter går tabt, hvis man spørger Timm Otto. Derfor har han søsat et særligt projekt, som du måske kan hjælpe ham med. Nederst i artiklen kan du se billeder af nogle af de kendte ansigter, der har bidraget til projektet.

Frank Hvam, Casper Christensen, Esben Dalgaard, Mia Lyhne og Anna Høj.

Det er blot nogle af de 51 danske skuespillere, der har sat deres autograf på et eksemplar af Poul Henningsens ikoniske Koglelampe.

Og det er der en helt særlig grund til.

Lampen er købt til 65.000 kroner og skal gerne sælges til meget mere, når den engang er fyldt helt ud med autografer.

Og det hele skal gå til et godt formål.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nederst i artiklen kan du se et udpluk af de kendte ansigter, der har sat deres autografer på lampen. Privatfoto.

Én mands passionsprojekt

Det er 49-årige Timm Otto fra den sydsjællandske by Tappernøje, der har fundet på at starte det særlige projekt.

Han mener, at alt for mange unge talenter går tabt, både inden for sport og kultur, fordi nogle familier ikke har de økonomiske eller sociale midler til at understøtte deres børns drømme.

Og det er netop det, pengene fra auktionen skal gøre noget ved.

“Jeg kan jo ikke redde hele verden, men det er heller ikke det, jeg er ude på. Jeg vil bare gerne have, at en knægt på 13 år, der drømmer om at gå til fodbold, kan få lov til at gå til fodbold,” siger Timm Otto.

Timm er selv førtidspensionist, men alligevel har han fået skrabet de 65.000 kroner sammen til at betale for Koglelampen.

Sammenlagt har han efter eget udsagn spenderet mere end 100.000 kroner på projektet, når man medregner de mange benzinpenge, der er brugt i jagten på de kendte skuespillere.

Det er ikke penge, han får igen. For hele beløbet fra auktionen skal gå til det gode formål.

Timm har ellers forsøgt at få dannet et form for sponsorsamarbejde, der kunne hjælpe med at betale bare nogle af de store transportomkostninger. Men de adskillige forsøg har indtil videre ikke båret frugt.

Den specifikke velgørenhedsorganisation, der skal modtage donationen, er ikke endeligt fastlagt endnu, men Timm arbejder på at få landet en aftale med en landsækkende organisation.

Han er ligeledes i gang med at lave en aftale med et af landets største auktionshuse. Men det kræver noget forhandling, for han ønsker ikke, at skulle trække et salær fra beløbet, der skal gavne de udsatte børn.

En særlig taktik

Med de 51 autografer, der indtil videre er blevet sat på lampen, er familiemanden fra Tappernøje allerede godt på vej.

Det flotte tal er blandt andet blevet hjulpet godt på vej af skuespillerholdet bag serien Sommerdahl med Peter Mygind i spidsen. Stort set alle seriens skuespillere har bidraget til projektet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den altid smilende Peter Mygind er blandt de 51 danske skuespillere, der har sat deres autografer på lampen. Privatfoto.

Men der er stadig masser af plads på lampen, og kendisjagten er ikke nem.

Det er svært nok at komme i kontakt med de helt store stjerner, og når Timm så kommer igennem, bliver han ofte mødt med mistanke.

“Det er jo det, der er mit hovedproblem. Hver gang jeg finder nogen, eller skriver til nogen på Facebook eller deres mail, så svarer de ikke. De tror det er en scam, fordi der er så meget af det. Og de bliver jo kontaktet konstant af alle mulige. Så det er et kæmpe, kæmpe arbejde,” fortæller Timm Otto.

Derfor har han taget alternative midler i brug for at skaffe nogle af de mange autografer.

Han har meldt sig som statist til en række film og serier for at få kontakt til nogle af de store skuespillere. Normalt må statister ikke tage fat i medlemmer af det faste cast på den måde, men Timm sørger altid for at få instruktørens tilladelse. Og så har de fleste af skuespillerne heldigvis været ganske søde og ønsket at støtte den gode sag.

Timm kan blandt andet ses som statist i Carmen Curlers og Sygeplejeskolen – i førstnævnte har han sågar replikker.

Knuste drømme

Timm har selv altid haft en drøm om at blive skuespiller, men ifølge ham selv fik han tidligt at vide, at han var for rødhåret og ordblind til at blive til noget.

Den oplevelse har sat sig i den nu 49-årige mand, og det er blandt andet derfor, at sagen betyder så meget for ham.

Det er også derfor, at det er lige netop skuespillerautografer, der skal pryde lampen.

Der er noget symbolsk værdi for Timm i at kunne realisere andres drømme med en genstand, der på en måde afspejler hans eget knuste håb.

Hvis du skulle have en dansk skuespiller i din omgangskreds eller på anden måde har mulighed for at hjælpe Timm med det ambitiøse projekt, hører han meget gerne fra dig på mailen timmotto@gmail.com.

Programmet til genrefilmfestivalen Blodig Weekend er netop udkommet. Du kan blandt andet glæde dig til en række forpremierer.

Her er nogle af de kendte ansigter, der har bidraget til projektet – alle billeder er privatfotos.