Derfor gik det galt under træfældningssag: Kostede efterskolelærer livet

Seks mænd er anklaget for at fælde et stort træ, der væltede ned over en 55-årig mand. Han døde på stedet

De seks mænd, der er tiltalt for uagtsomt manddrab i træfældningssagen, havde aftalt, at nogle skulle holde vagt, mens et 35 meter højt grantræ blev fældet ved en vej i Sorø.

Det forklarer en af de tiltalte – en 21-årig mand – i Retten i Næstved onsdag.

Han fortæller, at hans egen rolle var at fælde træet sammen med en anden. Den 21-årige bankede en kile i med en økse og oplyste træet med sin mobiltelefon, mens en anden skar i træet med en motorsav.

De resterende fire skulle ifølge ham fordele sig i to biler og holde vagt i hver ende af vejen.

– Vi laver en aftale om, at de skal ringe og advare os, hvis der kommer biler, siger den 21-årige i retten.

Men der blev ikke ringet, da en bil kom kørende. I samme øjeblik begyndte træet at vælte.

Træet ramte bilen kort efter midnat 13. marts 2024, og en 55-årig efterskolelærer døde på stedet.

– Jeg var ret sikker på, at han ikke havde overlevet. Jeg var i chok, og vi skyndte os væk, forklarer den 21-årige.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så det ud i timerne efter hændelsen

Der er stor uenighed blandt de tiltalte om, hvorvidt der blev lavet en aftale om, at fire af dem skulle holde udkig.

En 20-årig, der også er tiltalt i sagen, forklarer onsdag, at han ikke havde hørt noget om, at de skulle holde øje og advare, hvis der kom biler.

Han og en anden forlod stedet i bil og kørte cirka to kilometer væk, fordi de ikke ville have noget med træfældningen at gøre. Derfra kunne de heller ikke se træet, da det væltede, forklarer han.

Det er ikke det eneste, de tiltalte er uenige om.

Ifølge den 21-årige skal de kort tid efter træfældningen også have snakket om at finde på en dækhistorie. Det endte de dog med ikke at gøre.

Flere af de tiltalte har nægtet, at de skulle have snakket om en dækhistorie.

De seks unge mænd er desuden anklaget for at have fældet et andet træ 12. marts 2024 i Slagelse. Her lyder tiltalen på hærværk og fareforvoldelse.

To af de seks tiltalte er sammen med tre andre mænd også anklaget for at have fældet tre træer i Ringsted om natten 3. marts.

De i alt ni tiltalte er i alderen 18 til 22 år. De fleste nægter sig skyldige, men bestrider ikke at have været til stede under træfældningerne.

Der ventes at blive afsagt dom i slutningen af januar.

/ritzau/