Der skal spares mindst 5,5 milliarder kroner i det statslige

Der lægges op til en stor sparerunde i staten, hvilket i sidste ende skal gavne Forsvaret og politiet

Der skal spares mindst 5,5 milliarder kroner på administration i det statslige frem mod 2030.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Det svarer omregnet til 6500 fuldtidsansatte, hvis der var tale om rene besparelser på medarbejdere. Besparelserne skal ifølge regeringen om muligt også findes andre steder end på stillinger.

– Over de seneste år har vi øget antallet af ansatte i blandt andet politiet og Forsvaret. Det har været fornuftigt. Men det statslige bureaukrati er samlet set vokset i et omfang, der gør det nødvendigt at sætte ind, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Det er regeringens mål, at de penge, som spares på administration et sted, skal finansiere stigende udgifter et andet sted. Eksempelvis i forsvarsområdet.

– Vi skal investere massivt i vores forsvar, vores politi og vores beredskab. Det vil føre til flere ansatte. Hvis der skal være plads og råd til det, må vi se på, hvilke andre opgaver der ikke skal løses, siger Wammen til Berlingske.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) tilføjer til Berlingske, at han håber, at der i 2030 ikke vil være 6500 færre ansatte end i dag.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) siger til Berlingske, at regeringen ikke har en ambition om, at “alle 5,5 milliarder kroner skal bruges på noget andet”, men at “Forsvaret og politiet kommer til at trække betydelige ressourcer”.

/ritzau/