Der er fortsat færre koncertgæster end før corona

Selvom antallet af gæster til danske koncertarrangementer er stigende, er vi stadig et stykke fra niveauet i 2019.

I 2024 tiltrak danske koncertarrangementer i alt 7,9 millioner gæster.

Det er en lille stigning på cirka to procent fra 2023, hvor der var 7,8 millioner koncertgæster.

Men livemusikken har stadig ikke nået niveauet fra før corona-pandemien, hvor den danske livemusik blev hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner.

Det fremgår af en ny rapport fra Danmarks Statistik.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

En langsom – men positiv – udvikling

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik var der 8,2 millioner koncertgæster i 2019.

I de efterfølgende år tog publikumstallene et ordentligt dyk som følge af både nedlukninger og restriktioner.

Da de sidste corona-restriktioner ophørte, steg tallet fra 2,8 millioner i både 2020 og 2021 til 7,4 millioner i 2022.

Og siden har antallet af koncertgæster altså været stigende – men måske ikke i så voldsom en grad, som man kunne have forventet efter flere år uden de helt store koncertoplevelser.

Der var altså fortsat cirka 300.000 færre koncertgæster i 2024 i forhold til 2019.

Det er dog værd at bemærke, at der i 2019 også var en markant stigning i antallet af koncertgæster i forhold til året inden.

I 2018 var der nemlig blot 7,5 millioner koncertgæster – et tal, som blev overgået i både 2023 og 2024.

Tre ud af fire koncerter havde mindre end 200 tilskuere

De nye tal fra Danmarks Statistik tegner også et andet interessant billede af livemusikken i Danmark anno 2024.

Tallene viser nemlig, at tre ud af fire koncerter i Danmark blev afholdt for et publikum på under 200 personer.

Med i den statistik tæller alt fra kirkekoncerter til festivaler og store arenakoncerter.

Blot syv procent af koncerterne i 2024 blev afholdt for 5.000 gæster eller mere. Til gengæld stod den slags koncerter for en tredjedel af det samlede publikumstal.

Tallene viser også, at flere danske kvinder end mænd gik til koncerter i 2024.

Især unge kvinder og piger mellem 16 og 24 år var glade for livemusikken sidste år. I den alders- og kønskategori svarede hele 79 procent, at de havde været til mindst én koncert i 2024.

Næste efterår fejrer Joan As Police Woman tyveåret for sit debutalbum med en turné, der lægger vejen forbi to danske byer.