Klovn vender tilbage med tiende sæson – denne gang med krig som tema, hvor både globale trusler og hverdagens små kampe står på spil.
Sidste år afslørede TV 2 en stor nyhed til Klovn-fans: Den populære komedieserie vender tilbage med en ny sæson i 2025.
TV-kanalen offentliggjorde den glædelige nyhed med et opslag på Facebook, hvor de lagde et billede af tallet ‘2025’ med teksten ‘Ny sæson’.
‘En tidlig julegave’, skrev TV 2 til opslaget.
Dermed bliver den kommende sæson den tiende i rækken af den ikoniske serie med Casper Christensen og Frank Hvam – og den byder på et helt nyt tema: krig.
Her er Franks krigserklæring rettet mod vasketøj, parforhold og sociale katastrofer, mens Caspers forberedelser til Tredje Verdenskrig er funderet i større, globale bekymringer.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Sjov og lidt for meget
Samtidig kan seerne glæde sig til alt det, der altid har gjort Klovn til en favorit: ufiltreret akavethed, pinlig tavshed og grin på kanten af det ulidelige. Optagelserne er i fuld gang, og serien rammer skærmen i juli.
I en udtalelse fra TV 2 fortæller seriens to hovedpersoner, Casper Christensen og Frank Hvam, om baggrunden for, at den kommende tiende sæson har krig som tema:
“Jo farligere verden bliver, jo mere rykker vi sammen om det, vi kender og er trygge ved. Klovn er, som ‘Klovn’ altid har været – sjov og lidt for meget,” lyder det fra de to.
Den nye sæson består af otte afsnit og vil have premiere på TV 2 i løbet af juli 2025.