TV 2 skal udlevere råbånd, sms’er og e-mails om advokat fra dokumentaren “Den sorte svane”, afgør landsret.
Landsretten har fredag pålagt TV 2 at udlevere ikke bare råbånd fra dokumentaren “Den sorte svane” om advokat Lise Roulund.
TV-stationen skal også aflevere sms’er og e-mails mellem redaktionen og muldvarpen Amira Smajic, hvis de drejer sig om advokaten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Indgrebet er “helt uden fortilfælde”, udtaler chefredaktør Michael Nørgaard.
TV 2 vil nu forsøge at få indbragt sagen for Højesteret.
I kendelsen får politiets specialafdeling, National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, adgang til alt råbåndsmateriale og alle lydoptagelser, hvor Lise Roulund fra den meget sete dokumentar enten medvirker eller omtales.
Advokaten er af NSK blevet tiltalt for blandt andet hvidvask.
Desuden tvinger landsretten journalisterne til at udlevere tekstbeskeder, optagede samtaler og e-mails mellem dem og muldvarpen Amira Smajic, såfremt kommunikationen drejer sig om advokat Roulund.
Derimod skal TV 2 og selskabet Wingman Media Aps, der står bag dokumentaren, ikke aflevere kommunikation, “der er fremkommet under forudgående tilsagn om anonymitet”, fremgår det af kendelsen.
På TV 2 mener chefredaktør Michael Nørgaard, at kendelsen er principiel og meget problematisk – også for andre medier.
– Landsretten giver med denne kendelse politiet adgang til journalisters lukkede redaktionelle rum, hvor politiet absolut intet har at gøre. Vi taler om sms’er og mails mellem journalister og kilde, udtaler han i en mail.
/ritzau/