De ligner præcis de webshops, du kender. Priserne ser uimodståelige ud. Men klikker du ”køb nu”, er det ikke bare dine penge, du risikerer at miste.
Flere danske forbrugere er i de seneste uger blevet snydt af en ny generation af falske netbutikker, som efterligner kendte butikker ned til mindste detalje. Det skriver TjekDet, som har kortlagt, hvordan over 20 velkendte kæder nu misbruges af svindlere.
Websiderne, der udgiver sig for at være fx Jysk, Magasin, Harald Nyborg, Sport 24 eller Salling, har både rigtige logoer, identiske produktbilleder og fungerer teknisk set som en ægte webshop: Varer kan lægges i kurven, der er kontaktoplysninger, og hele checkout-processen kører som normalt.
Men varen kommer aldrig. Og pengene er væk.
En falsk “Magasin”-side har fx udbudt en Malene Birger-jakke til 2.400 kroner, mens den på Magasins rigtige side koster 8.000 kroner.
”Næsten umuligt at stoppe”
Magasins kommunikationschef Sandra Garder Abrahamsen siger til mediet:
’Vores juridiske afdeling arbejder på højtryk for at forsøge at få siderne lukket ned, men det er nærmest en umulig opgave’
Svindlen er så massiv, at bankerne har svært ved at følge med. Claus Høegh Poulsen, der er funktionschef og specialist i svindel hos Sparekassen Kronjylland, udtaler:
’Vi har meget travlt. Det er voldsomt, hvad vi oplever, at kunderne hopper på. Det har vi historisk ikke set i så stort omfang før.’
Bagmændene sidder i udlandet
Langt størstedelen af betalingerne fra de falske webshops ender i Hongkong-dollar og spores til Kina eller kinesisktalende områder, viser bankernes egne opfølgninger.
Men ud over de penge, du mister på selve købet, er risikoen endnu større: Kunderne lægger både navn, adresse og kortoplysninger ind på siderne, og derfor advarer eksperter om risikoen for, at oplysningerne bruges til yderligere svindel.
Hvordan spotter du en falsk side?
Selvom siderne er godt lavet, kan du holde øje med:
- Meget store rabatter på kendte mærker
- Mærkelige webadresser – fx uden ”.dk” eller med ekstra ord
- Dårlig oversættelse eller fejl i teksten
- Betaling i udenlandsk valuta
Hvad kan du gøre?
- Tjek altid webadressen og virksomhedsoplysninger
- Brug sikre betalingsmetoder, helst med mulighed for chargeback
- Anmeld siden til e-mærket, politiet eller Forbrugerrådet
Hvis du har mistet penge, så kontakt din bank hurtigst muligt. Jo før, jo bedre chance for at få pengene tilbageført.
