En mand blev dræbt. En hund blev skudt. En mand blev anholdt. Betjentene, som var til stede ved drabsstedet, beskriver i detaljer, hvad der skete den solrige sommerdag sidste år.
Solen stod højt på himlen, da flere betjente en augustdag sidste år mødte en mand på en gårdsplads.
Manden virkede enormt rolig og fattet, da han blev spurgt af politiet, om det var ham, der havde ringet til alarmcentralen om et muligt knivstikkeri.
Det var det, forklarede manden, som sad på pladsen i en stol. Samtidig undskyldte han over for betjentene, at han var kommet til at lave opkaldet.
Han havde set en gyserfilm og sniffet lattergas, og derfor havde han i rusen ringet til politiet, lød forklaringen fra den 22-årige mand ifølge betjenten på stedet.
‘Jeg spurgte, om det var ham, der havde ringet 112. Det bekræftede han og beklagede opkaldet.’
‘Derefter tænkte jeg, at vi kunne afblæse de øvrige styrker, for jeg oplevede den forklaring (lattergas og gyserfilm, red.) som sand,’ sagde betjenten fra vidneskranken i Retten i Kolding.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Onsdag skulle betjenten sammen med tre kollegaer forklare, hvad der skete den 5. august 2024, da en 43-årig mand blev fundet dræbt.
I retten var det først en anden betjent som fik ordet og fortalte, hvorfor patruljerne tog ud til huset ved gårdspladsen den varme sommerdag sidste år.
‘Vi fik en løs melding om et muligt knivstik efter et 112-opkald, som blev afbrudt. Vi vidste ikke præcist, hvor det var foregået, så flere patruljer kørte rundt i området, inden en hundepatrulje ringede nummeret bag alarmopkaldet op og derved fik adressen fra personen i røret,’ forklarede det første politividne indledningsvist.
Det var altså på denne adresse i Grindsted, at patruljerne mødte den 22-årige mand.
Bag døren lå han død
Tilbage på gårdspladsen besluttede en anden betjent efter forklaringen om lattergas og gyserfilm sig alligevel for at tage et kig ind huset, som den rolige 22-årige mand sad ved.
Ifølge manden, der er tiltalt i drabssagen, lå en 43-årig mand nemlig derinde. Det skriver tvSyd, som var til stede i retten onsdag.
Kort efter kunne man ude på gårdspladsen høre et højt råb om hjælp. Det kom fra betjenten inde i huset, som havde fundet den 43-årige mand. Han lå på gulvet og var voldsomt såret efter knivstik.
Betjentene ydede med det samme førstehjælp til den sårede mand, indtil han senere blev erklæret død.
‘Det her er ikke rigtigt’
Alt imens redningsforsøget var i gang, blev den 22-årige mand lagt i håndjern og iført en DNA-dragt.
Under anholdelsen kom han herefter med flere udtalelser, som betjente fandt mærkværdige og hæftede sig ved.
‘Han sagde i politibilen, at han er med i en film og noget med et plot. Da han senere på dagen blev undersøgt for spor, sagde tiltalte: “Jeg vil ikke være med i noget tv-show, jeg vil bare hjem og sove”,’ fortalte et politividne ifølge mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det virkede ikke til, at den 22-årige mand var ved sine fulde fem. ‘Det her er ikke rigtigt,’ sagde han, da han blev lagt i håndjern.
I retssalen forklarede betjentene, at de tidligt opfattede og vurderede, at den tiltalte 22-årig mand var psykisk uligevægtig.
Betjent måtte skyde hund
Efter anholdelsen begyndte politiets efterforskning af sagen. Inde på adressen, hvor den 43-årige mand var fundet og erklæret død, lå en kniv, som var brækket over i to. Senere viste det sig, at det var gerningsvåbnet, som havde taget mandens liv.
Udover gerningsvåbnet ledte patruljerne også efter to hunde, som politiet vidste, var på adressen.
Den første hund mødte betjenten, da han åbnede døren til huset, hvor den 43-årige befandt sig. Ved mødet med ordensmagten løb hunden skrigende ud og væk. Den blev fundet senere.
Hund nummer to blev kort efter også fundet. Men begge hunde var i rigtig dårlig stand.
‘Den første hund var så dårlig og blødte fra ryggen, at man var nødt til at skyde den for at aflive den. Den anden hund, en hvalp, blev senere aflivet hos en dyrlæge,’ forklarer et af politividnerne.
Ifølge tvSyd blev det i Retten i Kolding onsdag ikke forklaret, hvorfor hundene havde det dårligt eller blødte.
Også tiltalt for narkosalg
Foruden drabet er den 22-årige mand også tiltalt for at være i besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Under en ransagning af den unge mands hjem fandt betjentene 100 gram kokain og 16.000 kroner samt flere mobiltelefoner.
Hvis det var op til anklagemyndigheden, skulle den 22-årige tiltalte anbringes på en psykiatrisk afdeling. Det går man i hvert fald efter i retten. På sådan en afdeling er den tiltalte allerede fængslet i surrogat.
Anklagemyndigheden går også efter, at der ikke kommer længstetid på dommen. Det vil sige, at anbringelsen på afdelingen ikke udløber efter en bestemt periode.
Presse-fotos.dk var til stede i Grindsted sidste år under politiets arbejde. Det kan du læse mere om her.
Politiet finder død mand: Mistanke om drab


