Store protester fandt sted søndag i Geneve i Schweiz forud for G7 topmødet, der begynder mandag.
Se video fra demonstrationerne øverst i artiklen
En Tesla brød i brand ved et busstoppested nær hovedbanegården Cornavin, mens flere steder i byen senere blev ramt af hærværk og sammenstød med politiet.
Ved FN-kontoret i Genève rev maskerede unge demonstranter brosten op af fortovet og angreb indgangen til nærliggende bygninger. Flere butikker og busstoppesteder fik knust ruder, mens grupper af demonstranter spraymalede anti-G7-graffiti langs ruten.
Det skriver StringersHub.
Politiet greb ind med peberspray, og senere på dagen blev både peberspray og vandkanoner taget i brug, da en gruppe demonstranter forsøgte at forlade den godkendte rute.
Demonstranterne samledes ved Parc Mon Repos og marcherede gennem byens centrum med bannere, slagord og palæstinensiske flag.
Myndighederne havde på forhånd forberedt sig på op mod 50.000 deltagere og iværksat en massiv sikkerhedsoperation. Ifølge Genève-politiet var mere end 7.400 medlemmer af politi, militær og andre sikkerhedsstyrker mobiliseret i forbindelse med topmødet.
Geneve er i alarmberedskab på grund af mødet mellem verdens ledere. Byen har lukket 25 grænseovergange til Frankrig, indført skærpede kontroller og opsat omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Mange butikker i centrum har desuden dækket deres facader med træplader af frygt for nye uroligheder. Situationen vækker minder om G8-topmødet i Evian i 2003, hvor voldelige protester førte til omfattende ødelæggelser i Geneve.