En debuterende instruktør sejrede stort med sin debutfilm, der tog tre priser ved årets udgave af Bodilprisen.
Lørdag aften blev det forgangne års største filmpræstationer hyldet ved Bodilprisen 2026.
Det var 79. gang, de prestigefyldte Bodil-statuetter blev uddelt af Danske Filmkritikere.
På scenen sørgede værterne Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas for et brag af en filmfest.
I løbet af aftenen fik de selskab af årets vindere på scenen, og særligt én filmtitel blev læst op flere gange, da vinderne skulle annonceres.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Stort hospitalsdrama tog hovedprisen
Aftenens helt store vinder blev det anmelderroste hospitalsdrama ‘Det andet offer’.
Zinnini Elkingtons debut som spillefilmsinstruktør blev ved udgivelsen sidste år storrost af de danske anmeldere. Lørdag kunne filmen hive hele tre priser hjem.
‘Det andet offer’ tog aftenens hovedpris for Bedste film, mens Özlem Saglanmak vandt for Bedste hovedrolle, og produktionsdesigneren Josefine Else Larsen vandt Bahs Prisen.
Sidste års danske Oscar-håb ‘Pigen med nålen’ var også repræsenteret med flere priser, da Trine Dyrholm vandt i kategorien Bedste birolle, mens filmfotograf Michal Dymek også blev hædret med en pris for sit arbejde på filmen.
Den ligeledes Oscar-nominerede dokumentar ‘Mr. Nobody mod Putin’ vandt Bedste dokumentar-prisen.
Erfaren filmstjerne modtog stor ærespris
Det var ikke udelukkende specifikke værker og præstationer, der blev hyldet ved dette års udgave af Bodilprisen.
Årets Æres-Bodil blev overrakt til en mand, der i mange år har sat sit præg på dansk – og international – film.
Prisen gik nemlig til skuespiller Jesper Christensen, der snart er aktuel med ‘De forbande år – Fredens pris’ – hvor han desuden debuterer som manuskriptforfatter.
Han har medvirket i et utal af danske film og serier og har tidligere vundet fem Bodil-priser for sine roller i ‘Hør, var der ikke en som lo?’, ‘Barbara’, ‘Bænken’, ‘Drabet’ og ‘Før frosten’.
I år var han også nomineret til Bedste birolle for sin præstation i børnefilmen ‘Honey’.
Internationalt har Jesper Christensen særligt gjort sig bemærket i rollen som Mr- White i James Bond-filmene.
Årets Sær-Bodil gik til den grønlandske filmbranche som helhed.
2025 markerede etableringen af Det Grønlandske Filminstitut, og med prisen blev den rivende udvikling i landets filmbranche anerkendt.
Se de øvrige vindere under billedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vindere ved Bodilprisen 2026
- Bedste film: ‘Det andet offer’
- Bedste hovedrolle: Özlem Saglanmak, ‘Det andet offer’
- Bedste birolle: Trine Dyrholm, ‘Pigen med nålen’
- Bedste ensemble: ‘Den sidste viking’
- Bedste dokumentar: ‘Mr. Nobody Against Putin’
- Bedste engelsksprogede film: ‘One Battle After Another’
- Bedste ikke-engelsksprogede film: ‘Drømme (Kærlighed) (Sex)’
- Bedste Fotograf: Michal Dymek, ‘Pigen med nålen’
- Bedste Manuskript: Frelle Petersen, ‘Hjem kære hjem’
- Æres-Bodil: Jesper Christensen
- Sær-Bodil: Den grønlandske filmbranche
- Bahs Prisen: Josefine Else Larsen, ‘Det andet offer’
- TV 2 Talentprisen: Mathias Broe, ‘Sauna’
