De kvindelige musikere fylder langt mere på de danske hitlister og radiostationer, end de gjorde i 2016. Det glæder brancheorganisation, der har bidraget til udviklingen med flere ligestillingstiltag.
Traditionelt set er det mændene, der har siddet tungt på de danske hitlister.
Men i de seneste år, har flere aktører i musikbranchen gjort meget for at rette op på den kønsmæssige ubalance.
Og det har altså gjort en stor forskel, viser nye tal fra brancheorganisationen IFPI Danmark, der selv har arbejdet hårdt for at skubbe til kønsbalancen.
Tallene viser en tydelig udvikling i den kvindelige repræsentation på de danske hitlister og radiostationer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En femdobling siden 2016
Ifølge tallene, der er baseret på en ny analyse fra HBS Economics, er antallet af numre af kvindelige hovedartister på de danske hitlister femdoblet siden 2016.
Dengang var det blot fire af de 100 mest streamede og downloadede danske sange, der havde kvinder som den primære artist. Indtil videre i 2025 er det tal altså steget til 20.
Medregner man sange lavet af bands og grupper med mindst ét kvindeligt medlem og sange med en kvindelig gæsteoptræden, kommer vi helt op på 37 ud af 100.
I alt er 20 forskellige kvindelige kunstnere og bands med kvindelige medlemmer repræsenteret på hitlisten med mindst én sang.
Der er altså fortsat ikke fuldstændig ligestilling på hitlisterne, men udviklingen glæder bestyrelsesleder i IFPI Danmark og administrerende direktør i Universal Music Danmark, Casper Bengtson:
”Vi ser nu et tydeligt bevis på, at den samlede indsats i branchen virker. Flere kvindelige artister tager plads – og det kan mærkes helt op i toppen af hitlisterne. Der er stadig et stykke vej til fuld balance, men tallene viser, at udviklingen går den rigtige vej. De kvinder, der lige nu indtager hitlisterne, bliver samtidig forbilleder for den næste generation,” udtaler han i en pressemeddelelse.
Radiostationerne går forrest
På de danske radiostationer, er kønsbalancen endnu mere lige. Her udgør kvindelige kunstnere og bands med mindst ét kvindeligt medlem 49 procent af de mest spillede danske sange.
Det rammer dog ikke helt det rekordhøje niveau fra sidste år, hvor tallet var helt oppe på 55 procent. Det var første gang, at kvinder var repræsenteret på mere end halvdelen af de mest spillede danske sange.
Ifølge IFPI Danmarks pressemeddelelse har brancheorganisationen arbejdet på at fremme diversitet og inklusion i musikbranchen med en række tiltag – blandt andet ved senest at lancere en fælles branchestandard mod diskrimination og krænkende adfærd.
Selvom tallene går i den rigtige retning, er der ifølge Rikke Johan Bak, kommunikations- og public affairs-direktør i IFPI Danmark, ingen grund til at hvile på laurbærrene:
“Det er dog vigtigt at understrege, at vi på ingen måde er i mål. De seneste års fremskridt viser, at vi kan skabe forandring – men også, at det kræver vedvarende fokus, målrettede initiativer og samarbejde. Vi skal fortsat arbejde for en branche, hvor køn hverken begrænser karriere, kreativitet eller tryghed,” siger hun i en pressemeddelelse.
Her er de nominerede til Grammy Awards 2026, der stiller med et af de stærkeste felter i årevis