Danskerne elskede prisvindende komedieserie: TV 2 bekræfter ny sæson

Den vakte stor glæde hos danskerne, da komedieserien tunede frem på skærmen for første gang.

Glæden var tilsyneladende så stor, at man allerede nu er i gang med en opfølger til den succesrige første sæson.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Den prisvindende komedieserie ’De bedste år’ får en ny sæson.

Efter stor succes med første sæson har Magnus Millang sammen med sin bror, Emil Millang, taget hul på næste kapitel i serien De bedste år.

Optagelserne til anden sæson gik officielt i gang mandag den 6. oktober, og arbejdet fortsætter de kommende måneder.

Serien produceres af The Bunch med Laura Valentiner-Bohse som producer og Jesper Zartov og Kasper Colding som executive producers.

I De bedste år følger seerne parret Mathias og Louise gennem hverdagens udfordringer – fra familieliv og skolegang til karriere og forventningspres.

Serien balancerer komedie og realisme i skildringen af et moderne familieliv, hvor ambitioner og kærlighed konstant skal forenes med rod og regninger.

I anden sæson står parret over for nye forandringer. De er vokset ud af deres lejlighed og beslutter at købe et rækkehus – drømmeboligen, der hurtigt viser sig at kræve langt mere, end de havde forestillet sig.

Svend begynder i skole, Louise vender tilbage til arbejdet, og Mathias går på barsel med familiens tredje barn, Vagn. Serien undersøger med humor og varme, hvad der egentlig udgør drømmen om det gode liv.

‘Det er stadig de bedste år, bare med flere regninger, mere kaos og alt det, der selvfølgelig går galt undervejs. Seerne kan roligt glæde sig – det gør jeg’, siger hovedforfatter og instruktør Magnus Millang.

I hovedrollerne vender Magnus Millang og Stephania Potalivo tilbage som Mathias og Louise. Også Lars Brygmann, Ditte Hansen, Søs Egelind, Jesper Ole Feit Andersen, Kristoffer Eriknauer og Roberta Reichhardt er med igen som del af det faste ensemble.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Magnus Millang og Stephania Potalivo er tilbage i rollerne som Mathias og Louise i komedieserien ‘De bedste år’ – Foto: Christian Geisnæs/TV 2

Der bliver dog også plads til nye ansigter. I sæson to medvirker blandt andre Merete Mærkedahl, Sara Fanta Traore og Darren Pettie som forældre i Svends klasse, mens Amanda Collin og Havshen Nabaz spiller Louises kollegaer. Nikolaj Steen har rollen som Mariannes nye kæreste.

Første sæson af De bedste år havde premiere i efteråret 2024 og blev hurtigt en af årets mest sete danske komedieserier.

Ifølge TV 2 blev serien i gennemsnit set af mere end 670.000 danskere. Den modtog både prisen for Bedste serie og Bedste komedieserie ved Series Awards i Aarhus, og den blev nomineret til flere Robert-priser i 2025.

‘Vi er både stolte over og glade for, at optagelserne til sæson to nu er i gang. ’De bedste år’ er en kærlig hyldest til det uperfekte liv – til det kaos og den kærlighed, der opstår, når man forsøger at få familielivet og hverdagen til at hænge sammen’, siger TV 2’s senior executive producer Ann-Alicia Thunbo Ilskov.

Hun fremhæver, at serien skildrer det moderne familieliv med både genkendelighed og humor-

‘Gennem madpakker, skolehjemsamtaler, eksistentielle kriser og familiearrangementer spejler serien det moderne familieliv med både varme og humor – og giver os mulighed for at trække vejret, grine og måske genkende os selv’, fortæller hun.

De bedste år 2 er planlagt til premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo i 2026.