Syv danske ryttere starter sæsonen i det australske WorldTour-løb Tour Down Under. For flere af dem bliver det deres første løb i nye farver.
Om få uger bliver cykelsæsonen 2026 skudt i gang med det australske WorldTour-etapeløb Tour Down Under.
På løbets hjemmeside har arrangørerne udgivet den foreløbige startliste for både det kvindelige og mandlige felt.
Det er sjældent de helt store stjerner, der starter sæsonen tidligt på den anden side af kloden, men flere stærke ryttere er alligevel klar til at trække i arbejdstøjet og rejse mod Australien.
Blandt dem er flere danskere, der skal køre for et nyt hold for første gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Siger ‘g’day mate’ til nye holdkammerater
På herresiden er fem danske ryttere at finde på den foreløbige startliste.
For to af danskerne bliver Tour Down Under deres første løb i nye farver.
Det er Tobias Lund Andresen, der har byttet Picnic PostNL ud med Decathlon, og Anthon Charmig, der har sluttet sig til Magnus Cort og de andre danskere på Uno-X Mobility.
For Charmig er det ikke bare en holddebut, men også første deltagelse i det australske løb. Det samme er det for holdkammeraten Andreas Kron.
UAE-rytteren Mikkel Bjerg og Soudal Quick-Steps Casper Pedersen er ligesom Tobias Lund Andresen gengangere i løbet.
Netop Tobias Lund bliver sandsynligvis den mest spændende dansker at følge i løbet.
Sidste år scorede han tre top 10-placeringer på etaper.
Og mens han alligevel var dernede, tog han også lige en sejr i endagsløbet Surf Coast Classic.
Forsvarende mestrer er klar til forsvar
I kvindernes Tour Down Under stiller to danske ryttere til start.
Det er Emma Norsgaard og den danske enkeltstartsmester Rebecca Koerner. De kører på henholdsvis Lidl-Trek og Uno-X Mobility.
Emma Norsgaard har aldrig kørt løbet før, mens Koerner måtte udgå på anden etape sidste år.
Både den kvindelige og mandlige vinder af sidste års Tour Down Under stiller til start og skal forsøge at genvinde titlen i år.
Hos mændene er det ecuadorianske Jhonatan Narváez, der har danske Mikkel Bjerg med som hjælper.
På kvindesiden er det den schweiziske EF Education-rytter Noemi Rüegg.
Kvindernes Tour Down Under løber af stablen mellem den 17. og 19. januar, mens mændene kører fem etaper og en prolog mellem den 20. og 25. januar.
