Robert Elliot Falborg Pedersen fik en god start på EM i Paris, da han i indledende heat satte dansk rekord.
Han bliver ikke kaldt “Rekord-Robert” uden grund.
Torsdag slog Robert Elliot Falborg Pedersen nok en gang en dansk rekord, da han ved EM i Paris var i bassinet i indledende heat i 50 meter ryg.
Gladsaxe-svømmeren kom i mål i tiden 24,55 sekunder og kvalificerede sig til semifinalerne. Hans tid var den syvendehurtigste på tværs af alle heat.
21-årige Falborg Pedersens tidligere rekord i disciplinen lød på 24,66 sekunder.
– Jeg tror aldrig, jeg har været hurtigere til 35 meter. Hold kæft, der var fart på, siger han i en pressemeddelelse fra SvømDanmark.
– Jeg er tydeligvis et godt sted. Det handler om at komme hjem og hvile og så gå ud og levere så godt, som jeg kan. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken – jeg skal reelt bare gøre det, som jeg er god til, og så håber jeg, det er nok til at svømme igen i finalen.
Helt så hurtig var landsmanden Frederik Riedel Lentz ikke. Han var over et sekund langsommere som nummer 54.
Martine Damborg var sidste år den helt store positive overraskelse ved EM på kortbane, men på langbane er der længere til toppen.
Det viste sig igen torsdag, hvor den 19-årige dansker var i vandet i indledende heat i 100 meter butterfly.
I samme disciplin vandt hun guld ved kortbane-EM i december.
Konkurrencen ved EM på langbane er typisk hårdere, og Damborgs tid på 59,96 sekunder var ikke i nærheden af at sikre hende avancement.
Hun blev samlet nummer 33. Helena Rosendahl Bach er til gengæld videre i 11.-bedste tid og skal dermed i vandet igen torsdag aften.
Det samme skal Clara Rybak-Andersen, som var tiendebedst i kampen om semifinalebilletter i 200 meter brystsvømning.
Hverken Oliver Søgaard-Andersen eller Mathias Christensen svømmede sig videre i 200 meter fri.
RITZAU