En af landets største hitmagere udgiver fredag et nyt album og kan samtidig skyde billetsalget til karrierens største koncert i gang.
Han har netop afsluttet en udsolgt turné, der gik forbi Danmarks fire største byer.
De fire koncerter blev udsolgt på to uger og fulgte to ligeledes udsolgte koncerter i DR Koncertsalen i efteråret.
Nu tager sangeren og rapperen endnu et skridt op og spiller karrierens hidtil største koncert i Royal Arena.
Med sig har han sit nye album, hvorpå han åbner op om en stor sorg, der ramte ham sidste år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Kulminationen på en rejse’
Der findes snart ikke en scene i Danmark, som hitmageren med det borgerlige navn Victor Gaardbøe ikke har stået på.
Fra diskotekjobs og skolefester til koncerter på landets største festivaler som Smukfest og Roskilde Festival samt spillesteder landet over. Manden, der er bedre kendt som Gobs, har været vidt omkring.
Og nu kan han altså også indtage Royal Arena med hits som ‘Tak for sidst’ og ‘Tro på kærlighed’. Et stort skridt for sangeren og rapperen, der er vokset op i Jyllinge, tæt på Roskilde.
”Den her koncert er kulminationen på en rejse, der har været alt andet end lige. Fra små scener til det her – Royal Arena føles som et punkt, hvor jeg kan kigge tilbage og virkelig forstå, hvor langt jeg er kommet. Det er ikke noget, jeg står med alene; det er noget, vi har bygget sammen,” siger Gobs i en pressemeddelelse.
Ramt af stor sorg
Fans må dog væbne sig med tålmodighed, da koncerten først løber af stablen den 17. april – næste år.
Det betyder til gengæld, at de har mere end et år til at blive bekendt med Gobs’ nye album ‘Depressiv tankegang’.
Albummet, der byder på de allerede udgivne singler ‘Galt med mig’, ‘Begge to’ og ‘10.000 kilometer’, udkommer på fredag, den 27. marts.
‘Depressiv tankegang’ markerer – som titlen antyder – et skifte i tone og tematisk dybde for artisten, der sidste år mistede sin mor.
Royal Arena-koncerten bliver dog også fyldt med numre fra forskellige perioder i karrieren, der startede tilbage i 2018.
“Koncerten bliver en rejse gennem alle de kapitler, min karriere har haft – både de uptempo øjeblikke og de mere akustiske, nære sange. Jeg vil gerne skabe en aften, hvor hele følelsesregisteret kommer i spil, og hvor publikum kan mærke det hele sammen med mig. Derfor betyder det også ekstra meget for mig at kunne invitere ind til en aften, hvor alt det, vi har skabt, får lov at leve i sin største form,” udtaler Gobs.
Det officielle billetsalg starter fredag den 27. marts klokken 11.00.
