Den fynske skuespiller har flere store internationale roller på CV’et. Nu medvirker han i en stor Netflix-serie baseret på en af alletiders mest populære spilserier.
Da det første Assassin’s Creed-spil udkom i 2007, blev det ikke blot begyndelsen på en enormt populær og indflydelsesrig spilserie, men også første spadestik til en kæmpe popkultur-franchise.
I de næsten tyve år, der er gået siden, har Assassin’s Creed-universet udfoldet sig blandt andet i form af en lang række bøger, et lyddrama, en verdensomspændende koncertturné og en biograffilm med Michael Fassbender i hovedrollen.
I snart et årti har der været planer om også at skabe en Netflix-serie baseret på spillene, men først inden for det seneste år er projektet blevet mere håndgribeligt – blandt andet med annonceringen af flere skuespillere på rollelisten.
Nu kan Ubisoft – der står bag spilserien – løfte slører for yderligere to cast-medlemmer. Og den ene af disse er en af Danmarks absolut største internationale filmstjerner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bliver del af stor skyggekrig
Han har blandt andet medvirket i den Guldpalmen-vindende og Oscar-nominerede svenske film ‘The Square’ samt internationale produktioner som ‘Dracula’, ‘The Northman’ og ‘The Affair’.
For nylig var han nomineret til den prestigefyldte franske César-pris for sin rolle i ‘Den nye triumfbue’.
Og nu kan den 58-årige fynske verdensstjerne tilføje endnu en markant rolle til sit CV.
I en pressemeddelelse kan Ubisoft nemlig præsentere Claes Bang som en del af castet til den kommende Assassin’s Creed-serie.
Hvilken rolle, den danske skuespiller vil indtage i serien, er endnu uvist. Men han vil ifølge pressemeddelelsen blive en del af seriens faste ensemble som en tilbagevendende karakter.
Serien tager ligesom spillene udgangspunkt i en skyggekrig mellem assassinerne og tempelridderne, der udspiller sig over adskillige historiske tidsperioder.
Roberto Patino og David Wiener er executive producere og showrunners på serien. Navne som Lola Petticrew, Toby Wallace og Zachary Hart allerede er tilknyttet rollelisten. Claes bang introduceres sammen med det BAFTA-nominerede stjerneskud Nabhaan Rizwan.
Snart aktuel i de danske biografer
Rollen i Netflix’ Assassin’s Creed-serie er ikke den eneste internationale produktion på tapetet for Claes Bang.
Han har blandt andet landet en rolle over for Russell Crowe i den kommende koldkrigsfilm ‘The Billion Dollar Spy’. Og i februar kunne Hollywood-mediet Deadline præsentere ham som den titulære hovedrolle i den tyske serie ‘Dr. Jakob’.
I Danmark brød han igennem med en rolle i ‘Anna Pihl’ og har siden gjort sig bemærket i blandt andet ‘Blå Mænd’ og ‘2900 Happiness’.
Han er snart biografaktuel i ‘Hjem’ – Marijana Jankovic’ spillefilmsdebut som instruktør.
