Skuespillerinden fortæller ærligt om de udfordringer, der følger med at jonglere en krævende karriere og familieliv som nybagt mor.
For skuespillerinden Danica Curcic kan arbejdsdagen begynde allerede klokken fem om morgenen og først slutte sent om aftenen.
Og det er endda ikke altid, at optagelserne foregår i København, hvor hun bor.
Det er sådan, hun elsker det. Men på de travle dage kan det være en udfordring at få familielivet og hverdagen til at gå op.
“Det har sin pris at køre karriere som ny mor. Personligt har jeg godt kunnet tænke, om jeg har kunnet være der nok i de perioder, hvor jeg har arbejdet meget. Det er måske en grundlæggende morskyld, som bare er en del af det at være mor,” siger hun til Ritzau og tilføjer:
“Samtidig er der også ønsket om at kunne realisere sig selv på flere planer end det at være mor. Det har jeg ikke fundet en fantastisk balance i endnu”.
Tager familien med på farten
Den 39-årige skuespillerinde er gift med den amerikanske skuespiller Darren Pettie, og i begyndelsen af 2023 blev de forældre til en datter.
Og når hun rammer de travle perioder med optagelser langt fra hjemmet, tager familien da også med på farten.
“Det er klart, at det bliver lidt mere omstændigt, når man skal rejse med hele familien, fordi min datter stadig er så lille. Der har jeg heldigvis verdens bedste mand og mor, der er gået på pension, og som bare er verdens bedste bedstemor”.
“Det fede ved at være forælder som freelancer er også, at man pludselig har vildt meget tid, og så er der en lille intens periode, hvor man er meget væk,” siger hun.
Det er over ti år siden, at man første gang kunne se Danica Curcic på dansk tv. Dengang var det i en birolle i krimiserien ‘Den som dræber’, og siden er det blevet til både danske og internationale roller.
Blandt andet har hun tidligere indtaget rollen som efterforsker i Netflix-krimien ‘Kastanjemanden’. Og nu er den dansk-serbiske skuespillerinde igen at finde på streamingplatformen, denne gang i krimidramaet ‘Reservatet’.
Konfronterede sine egne fordomme
I serien portrætteres nogle af Danmarks mest velhavende, og Danica Curcic indtager rollen som den ekstravagante husmor Katarina Hoffmann.
Rollen som en del af eliten ligger langt fra den danske stjernes egen personlighed. Og for at leve op til sin karakter måtte hun trække på sin “maske”, som under optagelserne bestod af falske negle, bryster og falsk hår.
Samtidig måtte hun, som hun selv fortæller, også tage fat i sine egne fordomme og “grimme sider” for at kunne give karakteren liv.
“Katarina kan godt fremstå meget usympatisk. Jeg fik meget givet ved den maske, som var så ekstravagant, og den skulle jeg kunne fylde ud. Der var nogle karaktertræk, der gav sig selv,” fortæller Danica Curcic og fortsætter:
“Privat ser jeg ikke mig selv som del af en elite, men jeg kan godt se, at der er noget elitært ved mit arbejde. På en måde synes jeg ikke, at der er noget galt i, at man er en del af en elite, hvis det er, fordi man er en del af noget, hvor man har fordybet sig,” siger hun og tilføjer:
“Jeg kender mit eget værd i forhold til mit fag, men jeg føler mig på ingen måde ophøjet i forhold til andre”.
Kunne spejle sig i rollen
Men selvom der er langt fra Katarina Hoffmanns liv i Nordsjælland til Danica Curcics hverdag i København, har skuespillerinden alligevel kunnet spejle sig i dele af rollen.
“Det grundlæggende ved, at man går langt for sin egen familie, kan jeg godt se mig selv i. Når det kommer til ens egen overlevelse og familie, så tror jeg ikke, at der er grænser for, hvor langt man vil gå,” afslutter Danica Curcic.
Netflix-dramaet ‘Reservatet’ består af i alt seks afsnit og i hovedrollerne ses blandt andre Marie Bach Hansen, Lars Ranthe, Simon Sear – og altså Danica Curcic.