Dansk skuespiller i kæmpe glæde: Skal være far til en dreng

Der er rigeligt at se til for den travle skuespiller, som har deltaget i flere danske tv-serier.

Ikke nok med at skuespillerkarrieren flyver derudad, så er der også en familieforøgelse på vej.

Man skulle tro, at den tidligere stjerne i Sunday-serien, Thue Ersted Rasmussen, havde rigeligt at se til.

Han er snart aktuel i den nye sæson af Sygeplejeskolen, men nu sker der også forandringer på hjemmefronten.

Thue Ersted Rasmussen og hans hustru, Katrine Lyngaard, udvider nemlig familien sådan, at tre nu bliver til fire.

Det fortæller skuespilleren til Se og Hør

“Det er spændende. Nu ved jeg jo, hvad jeg går ind til – og samtidig aner jeg det ikke. Man får jo ikke det samme barn to gange”, lyder det fra Thue Ersted Rasmussen til ugebladet, hvortil han tilføjer, at det er en dreng, som parret venter.

I forvejen har de sønnen Hugo fra 2022, som er opkaldt efter jazzmusikeren Hugo Rasmussen.

Parret er da heller ikke afvisende overfor, om den nye søn i familien skal opkaldes efter en berømthed.

Thue Ersted Rasmussen var på date med Katrine Lynggaard i begyndelsen af coronapandemien, og det var kærlighed ved første blik, afslørede den i dag 39-årige skuespiller efterfølgende til Billed-Bladet.

“Vi var på en date i starten af corona, og der fandt vi lynhurtigt ud af, at vi kunne godt sammen. Og så har vi været sammen siden. Det er dejligt, når man finder en, hvor man tænker, at det er permanent”, lød det dengang til ugebladet. 

Tilbage i 2024 var den tidligere Sunday-stjerne nede på knæ for at fri til Katrine Lynggard. Det beskrev han selv på sin Instagram profil.

‘For knap to uger siden sagde kvinden i mit liv JA til et liv med mig, og så havde vi verdens fedeste bryllup,’ skrev ‘Sunday’-skuespilleren på Instagram, hvor han ligeledes delte en række billeder fra den store dag. 

Generelt går det ret godt for Thue, som også har medvirket i film i det store udland.

I 2021 fik han lov at prøve kræfter med den store scene, da han spillede med i F9, som er den niende film i den evige franchise ‘Fast and Furious’.