En dansk restaurant indtager toppen af Europas fineste madscene og cementerer Danmarks plads i den kulinariske elite.
OAD Europe har netop offentliggjort deres prestigefyldte liste over de bedste restauranter i Europa for 2025 – og øverst troner endnu en gang en dansk perle.
Det er nemlig København’s egen Alchemist, der ligger allerøverst på listen over Europas bedste spisesteder.
OAD, der står for ‘Opinionated About Dining’, er et internationalt vurderingssystem, hvor tusindvis af madkendere og kulinariske eksperter hvert år stemmer om de bedste spiseoplevelser i Europa. Systemet vægter ikke blot smag og teknik, men hele oplevelsen.
Og netop denne helhedsoplevelse har Alchemist formået at levere på allerhøjeste niveau.
“Denne her anerkendelse betyder meget for hele vores hold. Vi er ydmyge, stolte og inspirerede,” skriver Alchemist i et opslag på Instagram, hvor de takker for at kunne kalde sig Europas bedste restaurant – for femte år i træk.
“Sikke en ære. Tusind tak,” afslutter de opslaget med.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Flere danske restauranter på topplaceringer
Men Alchemist er ikke den eneste danske restaurant, der har fået anerkendelse i årets OAD-liste. Hele 27 danske restauranter er nemlig med blandt Europas toprestauranter – en klar bekræftelse på Danmarks stærke position på den kulinariske verdenskort.
På listen ligger René Redzepis Noma-version 2.0 placeret på en ottendeplads, mens Restaurant Jordnær og bornholmske Kadeau også figurerer på listen tæt efter.
Færøske Koks markerer sig ligeledes med en placering som nummer 15, men langt de fleste af rigsfællesskabets restauranter på listen findes i København.
Derudover er flere andre danske spisesteder også kommet med på listen, herunder Henne Kirkeby Kro, Lyst i Vejle, Falsled Kro i Millinge, Domestic i Aarhus, Hotel Frederiksminde på Præstø og Restaurant Sletten i Humlebæk.