Nordjyske Benjamin Bergstedt er blevet udvalgt blandt verdens bedste og kan blive den første danske verdensmester i professionel fotografi nogensinde.
Det er kun sket to gange før, men nu kan Benjamin Bergstedt fra den nordjyske by Ranum skrive sig ind på en eksklusiv liste af fotografer.
Han er nemlig den blot tredje dansker nogensinde – og den første i fem år – der er at finde blandt de 10 bedste i verden ved World Photographic Cup.
Konkurrencen fungerer som et uofficielt verdensmesterskab i professionel fotografi.
Blandt bidrag fra 57 nationer er Bergstedts billede fra Airtox Dominance Academy 1.0 i august blevet udvalgt som et af de 10 bedste i sportskategorien.
Det betyder, at han står med muligheden for at blive den første danske WPC-vinder, når konkurrencen løber af stablen i Reykjavik i april.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hoffotograf for fremadstormende organisation
Benjamin Bergstedt var også en del af Danmarks landshold sidste år, hvor han var udvalgt i både portræt- og sportskategorien. Her fik han dog ikke en plads i top 10.
I 2025 har han dog haft rig mulighed for at skyde det perfekte billede til konkurrencen som fast fotograf for den danske MMA-organisation Airtox Dominance.
Mark O. Madsens hjertebarn har for alvor taget fart i 2025, hvor organisationen landede en stor sponsor i form af sikkerhedsskoproducenten Airtox og afholdte fem hårdtslående stævner.
Det er da også netop gennem arbejdet hos Airtox Dominance, at Benjamin Bergstedt har opnået den store hæder ved WPC.
“Jeg kunne ikke gøre det her, hvis jeg ikke havde det team, jeg har, bag mig. Det, vi gør i Airtox Dominance Medie Crew, er, at vi spiller hinanden bedre. At være en del af et så dygtigt team er drivkraften bag min motivation. Støtten og de små skub har været med til at fremme troen på mine egne evner,” siger Benjamin Bergstedt i en pressemeddelelse.
Han blev en fast del af organisationens mediehold i løbet af sommeren, og allerede ved sit første event i rollen fik han altså skabt magi med sit kamera.
Det udvalgte billede er taget den 30. august i et afgørende moment under kampen mellem danske Mikkel Emil og afghanske Said Musawi ved talentstævnet Airtox Dominance Academy 1.0.
Bergstedt fangede nemlig de to fightere i luften, et splitsekund før de rammer jorden. Det hårde møde med måtten betød desværre, at Mikkel Emil brækkede et ribben. Og kamplægen måtte derfor stoppe opgøret i kampens anden runde.
En sjælden bedrift
Den seneste danske repræsentant ved WPC er Danmarks nuværende landsholdskaptajn, Kim Poulsen, der var udvalgt til verdensmesterskabet i 2020 med sit reportagebillede.
Derfor ved han om nogen, hvilken enorm ære det er at blive udråbt som en af de ti bedste i verden inden for en kategori.
“Det er stort, og det kan godt være svært lige at forstå, hvor stort – særligt for dem, der ikke kender til WPC,” deler Kim Poulsen i en pressemeddelelse.
Før Kim Poulsen var det kun Michael With, der havde repræsenteret Danmark ved WPC.
Han stod i 2014 for landets fortsat bedste placering, da han opnåede en fjerdeplads i bryllupskategorien.
Om Benjamin Bergstedt kan overgå den præstation og bringe den første WPC-medalje hjem til Danmark, bliver vi klogere på mellem den 24. og 26. april 2026, hvor mesterskabet afgøres i den islandske hovedstad.
Inden da har han dog muligheden for at tage en sejr over sine landsholdskammerater, da Best of Nation-priserne uddeles på torsdag, den 1. januar 2026.
Se flere af Benjamin Bergstedts billeder fra Airtox Dominance Academy 1.0 her.