En amerikansk ubåd har ligget tæt omkring Grønland, men nu er der opstået stort drama omkring undervandsfartøjet. Det danske forsvar er i den forbindelse blevet indsat
USAs præsident, Donald Trump, har siden sin indsættelse for et år siden gjort særdeles alvorlige forsøg på at overtage Grønland.
Forsøgene har blandt andet bestået i at sende magtfulde amerikanere til den store ø for at tale med grønlænderne, økonomisk pres samt ikke at ville udelukke militære midler.
Lørdag eftermiddag har der været stort drama omkring en amerikansk militær ubåd, der har ligget under vandet få kilometer fra den grønlandske hovedstad, Nuuk.
Her har det danske forsvar været indsat, lyder det nu.
(Artiklen fortsætter under billedet)

På Facebook oplyser Arktisk Kommando, at de lørdag eftermiddag har fløjet Forsvarets Seahawk helikopter ud til den amerikanske ubåd, der lå 13 kilometer fra Nuuk.
‘Arktisk Kommando har her til eftermiddag evakueret et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd,’ oplyser Arktisk Kommando og tilføjer:
‘Besætningsmedlemmet havde behov for akut medicinsk behandling og er blevet overført til de grønlandske sundhedsmyndigheder og sygehuset i Nuuk.’
‘Evakueringen fandt sted inden for grønlandsk territorialfarvand 7 sømil uden for Nuuk. Den foregik med Forsvarets Seahawk helikopter. Helikopteren var indsat fra inspektionsskibet Vædderen,’ lyder det.
Det oplyses ikke, hvilken tilstand det amerikanske besætningsmedlem er i.
Det oplyses heller ikke, hvilken amerikansk ubåd, der er tale om – eller hvad den foretager sig i området – men ifølge den tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo er der ikke nødvendigvis noget underligt i, at en ubåd fra USA ligger i vandet få kilometer fra Grønland.
‘Evakueringen af et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd blot syv mil fra Nuuk rejser spørgsmålet, hvad pokker en amerikansk ubåd lavede der?,’ starter Jacob Kaarsbo sit opslag på Facebook.
‘Har undersøgt det med et tidligere besætningsmedlem fra en ubåd i US Navy. Ubåden var sandsynligvis på vej tilbage fra en sejlads under Nordpolen. Det er skrammer på tårn og isbryderomslag på periskop, der antyder, den har været deroppe,’ skriver Jacob Kaarsbo og tilføjer:
‘US Navy sender årligt to ubåde på en øvelsessejlads, hvor de krydser Nordpolen under isen, så det har intet med Trump-administrationens mål om at overtag Grønalnd at gøre.’
Natten til søndag – og få timer efter ubådshændelsen – er der sket en ny udvikling i de amerikanske tilnærmelser mod at overtage Grønland.
Det skete, da præsident Donald Trump på sit eget sociale medie Truth Social skrev, at USA nu vil sende et militært hospitalskib mod Grønland.
‘Sammen med den fantastiske guvernør i Louisiana, Jeff Landry, vil vi sende et fantastisk hospitalsskib til Grønland for at tage sig af de mange mennesker, der er syge, og som ikke får den nødvendige behandling der. Det er på vej!,’ skriver Donald Trump.
Donald Trumps opslag er tilføjet et AI-genereret billede af et hospitalsskib med navnet USNS Mercy og et amerikansk flag. Det sejler mod en solopgang eller -nedgang.
Præsidenten uddyber ikke, hvilke syge mennesker der er tale om. Han deler heller ikke andre informationer.
Til DR forklarer forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at den grønlandske befolkning ‘får den behandling, de har brug for’ – enten i Grønland eller i Danmark.
Han tilføjer, at der ikke er ‘brug for en særlig sundhedsindsats i Grønland’.
“Jeg lægger det i den udmelding, at Trump løbende tweeter om Grønland. Det gjorde han for den sags skyld også for en uge siden. Så det er vel et udtryk for den ‘ny normal’, der er kommet,” siger Troels Lund til DR.
