Dansk forsker: I fremtiden vil vi tage medicin mod aldring

I fremtiden bliver det helt almindeligt at tage medicin for at bremse aldringsprocessen. Det mener den danske læge og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen fra Københavns Universitet, som deltager i en international forskningskonkurrence med en gevinst på 101 millioner dollar.

Formålet med konkurrencen, XPRIZE, er at finde metoder, der kan sænke menneskets biologiske alder med mindst ti år inden 2030.

‘Vi ved, at periodevis faste og motion ikke kan få folk til at leve evigt, men vores håb er, at det lige netop kan give de ti år, der skal til for at vinde konkurrencen. Ti ekstra år kan være et væsentligt skridt på vejen mod det evige liv,’ skriver Scheibye-Knudsen i sin nye bog Udødelig.

Faste og GLP-1 som nøgler til et længere liv

I interview med B.T. fremhæver han især faste som en af de mest effektive kendte metoder:

‘Vi ved, at kalorierestriktion er den af de allerede kendte metoder, der har størst effekt på sundhed og aldring. Det er påviseligt bedre end noget lægemiddel, vi til dato har opfundet,’ skriver han.

Han vurderer dog, at adfærdsændringer og kosttilskud kun vil kunne tage os et vist stykke:

‘Endnu er adfærdsmæssige ændringer og kosttilskud vejen frem, for lægemidlerne er først på vej. Men jeg tror ikke, at vi alene med adfærdsændringer vil komme over de 120 år.’

Hvis mennesker i fremtiden skal leve endnu længere, mener han, at medicin vil være nødvendig.

Lægemidler inspireret af tarmhormon

Et af de mest lovende midler, forskeren peger på, er medicin baseret på tarmhormonet GLP-1, som bl.a. findes i kendte præparater som Ozempic, Wegovy og Mounjaro.

‘Ligesom man engang fandt ud af, at hovedpinepiller som hjertemagnyl kunne bruges til at forebygge hjertetilfælde, så er GLP-1 enormt spændende og meget interessant mod aldring,’ siger han.

Han tilføjer, at medicinen virker ved at dæmpe kroppens trang til at spise:

‘Vores hjerne og krop er primet til at have fokus mod vores næste måltid. Det gør, at vi spiser for meget og bliver syge af det. Men lægemidlerne sætter en dæmper for vores urgamle drift til hele tiden at finde mad.’

Scheibye-Knudsen fremhæver også udviklingen i USA som eksempel:

‘Det er ret interessant at kigge på den amerikanske befolkning. I 30 år er deres vægt kun steget og steget. Undtagen det sidste år, hvor de her vægttabsmidler er begyndt at blive brugt i USA,’ siger han til B.T.

Og det har haft en bredere effekt end blot vægttab:

‘Hos dem, der tager medicinen, ser man en reduktion i stort set alle sygdomme, formentligt fordi folk holder op med at spise. Altså sker der samme effekt i kroppen, som man oplever ved faste.’

Fremtidens pille mod alderdom?

På spørgsmålet om, hvorvidt vi i fremtiden alle kommer til at tage GLP-1-præparater, svarer han:

‘Ja, måske i en eller anden dosis. Det kan godt være, at ikke alle skal have fuld dosis, men måske en lav forebyggende dosis. Det kan være, at alle skal have en lille bitte smule for at dæmpe lysten til at spise fredagsslik’

Morten Scheibye-Knudsen er læge, forsker ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin og præsident for Nordic Ageing Society.

Kvinde skuddræbt på åben gade

Illustrationsfoto