Dansk flyvestations historie fortælles i stor jubilæumsbog

I forbindelse med Flyvestation Aalborgs 75-års jubilæum udkommer Bent Jørgensens gennemgribende fortælling om stationens historie.

Den 8. januar 2026 kan Flyvestation Aalborg fejrer 75-års jubilæum.

I mange år har flyvestationen spillet en central rolle i Danmarks forsvar, og den huser blandt andet Flyvevåbnets Air Transport Wing.

I samme ombæring udkommer den næsten 600 sider lange bog ‘Flyvestation Aalborg 1951 – 2026’ via Turbine Forlaget.

I det store jubilæumsværk tager forfatter Bent Jørgensen læseren med gennem hele flyvestationens historie – også mange år før stationen blev officielt etableret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et udsnit af bogomslaget, der viser den ‘Starfighter’, som er udstillet ved indkørslen til Flyvestation Aalborg. Foto: Henning Jespersen-Skree, Flyvevåbnets Fototjeneste / Turbine Forlaget

Et unikt indblik

Bogens forfatter, Bent Jørgensen, er selv pensioneret seniorsergent og har været en del af Flyvevåbnet i hele sit arbejdsliv.

Da han gik på pension i 2017, gik han straks i gang med arbejdet på jubilæumsbogen, og i løbet af næsten et årti er det altså blevet til 591 flot illustrerede sider.

I bogen giver Bent Jørgensen et unikt indblik i livet på Flyvestation Aalborg gennem størstedelen af et århundrede.

På trods af bogens titel starter historien helt tilbage i 1938, hvor Aalborg Lufthavn blev etableret på grunden, der senere skulle blive til nutidens flyvestation.

I tiden under og efter 2. Verdenskrig spillede den daværende lufthavn en historisk betydelig rolle, da den blev besat af tyskerne, der siden udvidede lufthavnen.

Efter krigen blev området brugt som flygtningelejr for tyske flygtninge.

I 1951 blev Flyvestation Aalborg officielt etableret, og i dag er flyvestationen, der deler bane med Aalborg Lufthavn, arbejdsplads for 450 medarbejdere.

I bogen kan du blandt andet blive klogere på flere af de internationale missioner, som flyvestationens fly og soldater er blevet sendt afsted til.

‘Flyvestation Aalborg 1951 – 2026’ udkommer samme dag som flyvestationens jubilæum, den 8. januar 2026.

Korte videoer