Spillefilmen “Begyndelser” skal kæmpe om Nordisk Råds Filmpris mod fem andre nordiske lande.
Den danske biografsucces “Begyndelser” er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2026.
Spillefilmen med Trine Dyrholm og David Dencik i hovedrollerne er oppe mod kandidater fra andre nordiske lande.
I år dyster i alt seks lande om prisen, der er blevet uddelt årligt siden 2005. Det er Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige.
Sidste år var film fra syv lande – herunder også Grønland – nomineret, men Grønland har ikke indstillet en film i 2026.
“Begyndelser” er kandidaten, der skal repræsentere Danmark ved dette års prisuddeling.
Den anmelderroste film handler om ægteparret Ane og Thomas, som står midt i en skilsmisse, da Ane får en livsændrende blodprop. Det er anden spillefilm fra instruktør Jeanette Nordahl efter det anmelderroste drama “Kød og blod”.
Filmen havde dansk biografpremiere i januar, og siden har flere end 260.000 danskere købt billet til filmen.
Den danske jury, der står bag nomineringen, skriver, at filmen “lever besværligt og håbefuldt videre i ens eget liv, længe efter man har set den”.
Derudover fremhæver juryen filmens evne til at stille store spørgsmål om kærlighed, troskab og accept.
– Jeanette Nordahls “Begyndelser” forstår, at livet ikke følger en lige linje eller den konventionelle filmdramaturgis kurver. At livet både kan være uretfærdigt, grimt og besværligt, lyder det videre fra juryen.
Hvert land har en jury på tre medlemmer udnævnt af Nordisk Ministerråd.
De syv nationale juryer er fra Finland, Grønland, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Danmark.
Den endelige modtager af Nordisk Råds Filmpris offentliggøres den 20. oktober. Der uddeles en præmie på 300.000 kroner til den vindende films instruktør, manuskriptforfattere og producenter.
Jeanette Nordahl har skrevet manuskriptet til “Begyndelser” i samarbejde med manuskriptforfatter Rasmus Birch.
Den prestigefyldte pris er otte gange tidligere gået til en dansk film. Senest i 2023, hvor “Viften” løb med sejren for næsen af resten af de nordiske lande.
RITZAU