Dansk festival rykker lokation igen

Den danske festival har tidligere været en succes, men har haft udfordringer med sin lokation. Nu flytter den igen.

Trods den store succes måtte ‘Musik i Lejet’ i år finde en ny lokation, som ellers hidtil havde været afholdt på parkeringspladsen ud til stranden i Tisvilde.

Gribskov Kommune modtog nemlig en afgørelse fra Planklagenævnet angående en klage over lokalplanen for det areal, som festivalen afholdes på.

Her var lokalplanen blevet hjemvist, hvilket betød, at festivalen i år ikke kunne afholdes i Tisvilde som sædvanligt.

Derfor havde den nordsjællandske festival måttet finde en ny lokation, og det var i første omgang endt med Vejby.

En “meget bedre” lokation

Men nu viser det sig, at ‘Musik i Lejet’ igen har måttet sadle om og finde en ny lokation.

Festivalleder Andreas Grauengaard fortæller til Ekstra Bladet, at festivalen skal afholdes på Tisvildeleje Camping.

Her vil der ikke være andre gæster under festivalen, da Tisvildeleje Camping er i salgsproces, lyder det.

Andreas Grauengaard fortæller imidlertid, at der er en partshøring i Gribskov Kommune, da der er syv nærliggende naboer til campingpladsen.

“Så tilladelsen er ikke kommet endeligt endnu, men det forventer vi,” siger Andreas Grauengaard til mediet.

Ifølge Ekstra Bladet ligger campingpladsen fem kilometer i fugleflugtslinje fra Tisvilde.

Andreas Grauengaard forklarer videre, at der har været “en masse ting” vedrørende boldbanerne og markområdet ved Vejby.

Festivalen ville blandt andet få plejehjemsbeboere som naboer.

Campingpladsen er ifølge festivallederen en “meget bedre” lokation, og det er “meget mere skånsomt”.

Hvis den nødvendige tilladelse ikke falder på plads, vil Musik i Lejet gå tilbage til planen om at afholde festivalen på markområdet ved Vejby.

Du kan læse mere om ‘Musik i Lejet’ på deres hjemmeside, hvor du også kan købe billetter. Festivalen finder sted fra den 17. til den 19. juli 2025.

Til sommer finder blomsterfestivalen sted i Odense. Her vil H.C. Andersen blive hyldet og bæredygtighed sætte dagsordenen.