Næste års festivalsæson virker måske uudholdeligt langt væk her i slutningen af oktober.
Men blandt landets festivalarrangører har man for længst vendt blikket mod sommerhalvåret 2027.
Flere af landets største festivaler har dermed allerede løftet sløret for nogle af de navne, der vil være at finde på næste års plakat.
Nu kan ‘Danmarks flotteste festival’ – som den kaldes på festivalens hjemmeside – annoncere det fjerde navn til næste års program.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Masser af attitude og fandenivoldskhed’
Mens nogle festivaler har for vane at afsløre adskillige navne ad gangen, har man en lidt anden tilgang hos Rock Under Broen.
Arrangørerne bag festivalen, der foregår under Lillebæltsbroen – altså den ‘nye’ fra 1970 – har siden starten af oktober afsløret enkelte navne her og der.
Først var det Hugorm, så kom Annika, og senest blev Tobias Rahim også tilføjet til programmet.
Og nu kan Rock Under Broen altså løfte sløret for det fjerde navn på plakaten.
Det er Magtens Korridorer, lyder det på festivalens Facebook-side.
‘Med et solidt bagkatalog og masser af attitude og fandenivoldskhed er bandet klar til at give dig en rockoplevelse, du ikke glemmer foreløbigt. Så vi regner selvfølgelig med at se dig i crowden, mens du smider hænderne i vejret og skråler med på ”Lorteparforhold”, ”Picnic (På Kastellet)”, ”Club Promise” og alle de andre store hits. Det bliver alt andet end kedeligt,’ skriver arrangørerne.
Magtens Korridorer debuterede i 1998 med albummet ‘Bagsiden af medaljen’, men fik først det helt store gennembrud med ‘Friværdi’ i 2005.
Pladen, der indeholdt ikoniske numre som ‘Lorteparforhold’ og ‘Nordhavn Station’, introducerede for alvor Johan Olsen og kompagni som et markant rocknavn på den danske scene.
Og det er altså en status, som Magtens Korridorer har fastholdt med yderligere hits som ‘Milan Allé’, ‘Pandora’ og ‘Eventyr for drømmere’ samt en stærk tilstedeværelse på scener landet over.
Bandet er netop nu aktuelle med livealbummet ‘I kolde stjerners lys’, der blev optaget under deres akustiske turné i foråret 2026.
Når de indtager Rock Under Broen, bliver det dog efter alt at dømme med det vanlige elektriske setup.
Festivalen løber af stablen den 11. og 12. juni 2027.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

