Dansk festival annoncerer årets kunstprogram med prominente navne

Illustrationsfoto.

En internationalt anerkendt italiener fører an i annonceringen af årets kunstprogram på den fynske festival Heartland.

De fleste danske festivaler har efterhånden andet end musik på programmet.

Men få – hvis nogen – har ladet kunst, talks og madoplevelser få så prominent en placering på plakaten, som Heartland har siden starten i 2016.

Festivalen ved Egeskov har allerede annonceret flere store navne til årets musikprogram – heriblandt Nick Cave & The Bad Seeds og Duran Duran.

Og nu kan arrangørerne også løfte sløret for årets kunstprogram.

Internationalt anerkendt italiener som kunst-headliner

Ligesom vi kender det fra musikprogrammerne på diverse festivaler, er der også i Heartlands kunstprogram et decideret hovednavn.

Det er den italienske multimediekunstner Paola Pivi, der blandt andet er kendt for sine farverige isbjørne.

På Heartland lader hun dog tilsyneladende de berømte bjørne blive hjemme, da hun i stedet deltager med værket ‘A helicopter upside down’.

Værket består – som titlen antyder – af en Agusta 109-helikopter, der er vendt på hovedet og derved leger med tyngdekraften og publikums forventninger til objektet.

Se også
Undergrundsikoner vender tilbage til Danmark efter årtiers fravær

Kunstprogrammet får yderligere internationalt islæt i form af den franske designduo Pinaffo & Pluvinage, der indtager Egeskov med den interaktive, barokinspirerede installation ‘Panache’.

Resten af Heartlands kunstprogram består af danske kunstnere – heriblandt FOS, der har skabt dette års indgangsparti.

“Vores ambition er at integrere kunsten direkte i festivalens puls, så den findes lige dér, hvor folk mødes. Ved at balancere det komplekse med det umiddelbart tilgængelige, skaber vi et inkluderende rum, der forener os på tværs af generationer og erfaringer. Årets program er en hyldest til nysgerrigheden og alt det, der bevæger sig på kanten af de vedtagne kategorier. Her hjælper kunsten os med at se verden – og hinanden – på ny,” siger Tone Bonnén, kurator for Heartlands kunstprogram, i en pressemeddelelse.

Du kan dykke yderligere ned i kunstprogrammet på Heartlands hjemmeside.