Dansk erhvervsliv og Grønland tager første skridt mod tættere samarbejde

Mandag mødtes den nye formand for Grønlands regering, Jens-Frederik Nielsen, med 20 danske virksomheder i Dansk Industris hovedsæde i København.

Sammen med statsminister Mette Frederiksen deltog han i en arbejdsfrokost arrangeret af DI (Dansk Industri) for at styrke båndene mellem Grønland og dansk erhvervsliv.

Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

‘Det er rigtig positivt, at Jens-Frederik Nielsen har erklæret, at Grønland er er Open for business. Med Demokraatits stærke erhvervspolitiske afsæt har vi gode betingelser for at skabe endnu mere fremdrift i samarbejdet mellem grønlandske partnere, DI og danske virksomheder,’ siger DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

Han håber, at mødet vil blive startskuddet på nye investeringer og stærkere samarbejde mellem Grønland og Danmark.

Grønland har et stort økonomisk potentiale, særligt inden for råstofudvinding, vedvarende energi og turisme. Ifølge Dansk Industris “Arktisrapport 2024” har grønlandske eksportaktiviteter potentiale til at stige med op mod 50 procent frem mod 2030, hvis der etableres stærkere partnerskaber og investeres i lokale kompetencer. Grønland eksporterer i dag især fisk og skaldyr, som udgør over 90 procent af landets eksportindtægter. Der er derfor stor interesse i at udvikle nye sektorer for at sikre en bredere økonomisk base.

‘Nøgleordet er tillidsfulde partnerskaber, hvor hver part spiller sin rolle og yder sit bidrag. Sammen skal vi skabe forudsigelige og stabile rammer for investeringer og vækst. Og vi skal opbygge, udvikle og fastholde lokale kompetencer, så vi kan skabe økonomisk vækst i Grønland,’ siger Lars Sandahl Sørensen.

Han roser Jens-Frederik Nielsens tilgang til lederskabet i Grønland:

‘Jeg noterer mig med tilfredshed, at Jens-Frederik Nielsen og de øvrige koalitionspartnere har fokus på ro og samarbejde og ikke lader et udefrakommende pres og kort sigte vægte tungere. Det er i mine øjne kernen i et klogt og modigt lederskab. Tilsvarende glæder det mig, også at se, hvordan den danske regering – med statsministeren i spidsen – har en tydelig vilje og passion for samarbejdet med Grønland’

Lars Sandahl Sørensen fremhæver også statsminister Mette Frederiksens engagement i relationen til Grønland og peger på den eksisterende samarbejdsaftale mellem Grønlands Erhverv og Dansk Industri, som nu er under udbygning til en mere omfattende aftale.