Dansk biograf er blandt verdens bedste

Illustrationsfoto (ikke af den omtalte biograf): Adobe Stock

En dansk biograf er kommet i ganske fornemt selskab på stort medies nye liste over verdens 100 bedste biografer.

Det britiske medie Time Out har offentliggjort deres liste over verdens 100 bedste biografer.

Blandt dem er både små cafébiografer og store biografer med plads til tusindvis af mennesker.

På listen blandt nogle af filmverdenens mest ikoniske lokationer dukker en dansk biograf også op.

Og det tilmed med en anbefaling fra en af tidens største instruktører.

Se også
Dansk film om 15-årigs forelskelse i voksen mand får stor ros: Vil nuancere samtalen

Mere end 100 år på bagen

Det er den københavnske biograf Grand Teatret, der har fået en 43.-plads på Time Outs liste.

Biografen, der ligger på Mikkel Bryggers Gade i Indre By, blev tegnet af Anton Rosen og åbnede som biografteater i 1912.

Siden 1923, hvor stumfilmspioneren Urban Gad og konen Esther overtog biografen, har den gået under navnet Grand Teatret.

Biografen, der særligt viser kunstneriske europæiske film, lægger ofte hus til filmfestivaler og andre kulturarrangementer. Et mangeårigt tilbagevendende programpunkt er ‘Franske Film Mandage’.

I 2006 modtog biografen prisen som kontinentets bedste ved Europa Cinemas Awards.

Grand Teatret var også at finde på listen, da Time Out sidste år kårede de 50 bedste biografer i verden.

Svensk stjerneinstruktør fremhæver personalet

Siden årtusindskiftet er biografen blevet både moderniseret, renoveret og udvidet, men ledelsen har formået at bibeholde den ikoniske stemning.

Og netop den stemning, fremhæver den svenske instruktør Ruben Östlund i et citat, som Time Out bringer på deres nye liste:

“Jeg kan ikke vælge mellem Grand Teatret i København og Abaton Kino i Hamborg. Det skyldes de mennesker, der driver dem, og den stemning, de har formået at skabe. Jeg føler, at jeg kan lide mennesker, når jeg er i de to biografer.”

Til sammenligning er hovedstæderne i vores skandinaviske naboer i Sverige og Norge repræsenteret med henholdsvis en 68.- og en 56.-plads på den nye liste.

Listen toppes af den ikoniske Hollywood-biograf Grauman’s Chinese Theatre – officielt TCL Chinese Theatre.