Dansk badminton-succes i udlandet

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Med en sejr i to sæt er Anders Antonsen klar til anden runde i Super 500-turneringen Thailand Open.

Anders Antonsen gik onsdag sikkert videre til anden runde i badmintonturneringen Thailand Open.

Den danske verdenstreer vandt 21-7, 21-17 over Jason Gunawan, der er nummer 40 i verden.

I første sæt kom Anders Antonsen hurtigt solidt foran, og der var aldrig tvivl om åbningssættet.

Styrkeforholdet ændrede sig i andet sæt, hvor Jason Gunawan fra Hongkong var langt bedre med og foran 12-8.

Anders Antonsen fik vendt det og tog sin første føring ved 14-13. Men Jason Gunawan var fortsat godt med og kom foran 17-16, men derfra tog Anders Antonsen resten af pointene.

Med fem vundne point i træk gik Anders Antonsen sikkert videre til anden runde, som svarer til ottendedelsfinalerne i turneringen.

Mens Antonsen avancerede, røg Magnus Johannesen ud efter en enkelt kamp. Danskeren, der er nummer 39 i verden, tabte i to sæt til Lee Cheuk Yiu fra Hongkong, verdens nummer 23.

I damesingle tabte Amalie Schulz i to sæt til en taiwaner og er færdig i turneringen efter en enkelt kamp.

Thailand Open er en Super 500-turnering og ikke en af de største i løbet af sæsonen.

/ritzau/

Annonce

Annonce