Danmarks største gaming- og spilfestival slår rekord igen

Copenhagen Gaming Week startede i 2024 med 12.500 deltagere. I 2025 blev det antal næsten fordoblet, og nu har festivalen sat endnu en rekord.

På få år har Copenhagen Gaming Week formået at slå sig fast som en markant kulturbegivenhed med konstant vækst i deltagertallene år for år.

Den positive tendens fortsatte i vinterferien, hvor tredje udgave af Danmark største gaming- og spilfestival løb af stablen.

Her kunne arrangørerne endnu en gang konstatere, at man havde forbedret besøgstallet fra forrige år.

Mellem den 12. og 14. februar lagde hele 31.438 gæster vejen forbi Bella Center – det er en stigning på 37% i forhold til sidste års festival.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Bellagroup

Gaming-stjerner fra ind- og udland

Der var da også mere plads til Copenhagen Gaming Week i år, der kunne byde både gaming-nørder og ‘noobs’ i alle aldre indenfor til en lang række aktiviteter.

Programmet bød blandt andet på workshops, fysisk aktivitet og muligheden for at møde en lang række gaming-personligheder fra ind- og udland.

Blandt festivalens højdepunkter var Nordeuropas største ‘card show’, DM i Fornite og Copenhagen Showdown i Counter-Strike med deltagelse af internationale e-sportshold.

“Vores ønske for 2026 har været at udvikle Copenhagen Gaming Week til en festival, hvor hele spiluniverset mødes, og hvor publikum kan opleve noget helt nyt,” siger Mikkel Nygaard Christensen, Head of Gaming, Copenhagen Gaming Week, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

“Fra indie-spil og esport til brætspil, samlekort, leg, læring, bevægelse, talks og live shows med creators har vi skabt et fælles rum for deltagelse, inspiration og fællesskab. At se børn, unge, voksne og ældre udforske, konkurrere og inspirere hinanden på tværs af interesser viser, at ambitionen ikke blot er blevet til virkelighed, men også har løftet festivaloplevelsen til et helt nyt niveau for alle, der elsker spil, leg, sport og fællesskab.”

Fokus på oplevelsen

Copenhagen Gaming Week har siden starten i 2024 været i rivende udvikling.

Efter en debut med 12.500 deltagere kunne festivalen allerede i sit andet år næsten fordoble besøgstallet til 23.000.

Og nu er rekorden altså blevet slået endnu en gang med 31.438 gæster.

Ifølge pressemeddelelsen fra Bellagroup er ambitionen dog ikke at presse kapaciteten så meget som muligt.

I stedet har man fokus på at forbedre oplevelsen for publikum, mens man selvfølgelig har øje for at vækste yderligere i de kommende år.

Korte videoer