Musicalskuespilleren Søren Torpegaard Lund skal til Eurovision i maj med nummeret “Før vi går hjem”
Musicalskuespilleren Søren Torpegaard Lund vandt lørdag aften årets danske melodigrandprix med konkurrencens eneste dansksprogede nummer, “Før vi går hjem”.
– Det er vanvittigt. Jeg er i choktilstand. Og i lykke, siger han til den fremmødte presse i Arena Nord i Frederikshavn, mens han knuger trofæet til sig.
Som det ser ud nu, synger Søren Torpegaard Lund også vindersangen på sit modersmål, når han skal på scenen til det internationale melodigrandprix i Østrig til foråret.
Her skal han kæmpe om en plads i finalen 16. maj, når der afvikles semifinale 14. maj.
– Musikken er følelsernes sprog. Og jeg håber, at jeg kan give slip og få følelsen af at overgive sig til fristelsen og følelsen af at overgive sig til det menneske, vi alle sammen har inde i os, som har brug for ikke at være fornuftigt, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.
Ud over at deltage i Dansk Melodi Grand Prix 2026 står Søren Torpegaard Lund for tiden også på scenen i Aarhus Teaters forestilling “Skolekomedien”, og så skal han snart begynde prøver til en ny forestilling.
Men den nykårede grandprixvinder forsikrer, at han har tid til at forberede sig til det internationale melodigrandprix.
Hans baggrund i musicalverdenen er en force i grandprixet, hvor han ud over at synge også kan danse og udtrykke sig.
– Jeg har det sådan, at jeg bliver nødt til at udfordre mig selv så meget, som jeg overhovedet kan, fordi jeg ved, at jeg har erfaring med store sceneshows, hvor jeg giver alt, hvad jeg har, og jeg går til grænsen, siger han.
Det er anden gang, at Søren Torpegaard Lund deltager i Dansk Melodi Grand Prix. Han stillede op i 2023 med retroballaden “Lige her”. Men det er med det bombastiske nummer “Før vi går hjem”, at han nu har vundet grandprixet.
– Da jeg var til prøver i går, tænkte jeg, at jeg var gået over grænsen. Men jeg prøver bare at være 100 procent tro mod, hvad jeg står for, hvad jeg kan, og hvordan jeg gerne vil se ud, siger han og fortsætter:
– Jeg tror, at hvis noget kommer inde fra mig og fra mit hjerte, så kan mange relatere til det. Det er der så nogle, der har gjort, og det gør mig stolt og overlykkelig.
Selv om nogle foreslog ham at ændre koreografien for at ramme mere bredt, holdt Søren Torpegaard Lund fast i sin egen ambition og intuition.
– Jeg var sikker på, at der skulle være et narrativ på scenen i form af en eksklusiv klub, som jeg skulle blive fristet af, men ikke være velkommen i. Men så skulle jeg stille og roligt få lov til at blive inviteret indenfor af de her vanvittigt sexede, lækre mennesker, siger han om sine dansere.
– Vi kender jo alle sammen til at være fristet af festen.
Selv står den også på fest for Søren Torpegaard Lunds vedkommende.
– Jeg har holdt den helt ren siden nytår, for at jeg kunne være klar til det her. Så jeg skal have champagne. Jeg skal bare fejre og være sammen med min kæreste og mine venner, lyder det fra Danmarks nye Eurovision-håb.
/ritzau/