Danmarks forsvarsminister i Ukraine: ‘Fremtidsudsigterne ser ikke gode ud’

Forsvarsministeren markerer Ukraines uafhængighedsdag i Kyiv. Han er bekymret for landets fremtid.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er søndag i Kyiv for at markere Ukraines uafhængighedsdag.

Det sker under landets krig mod Rusland, som for tre et halvt år siden invaderede Ukraine.

Fremtidsudsigterne for Ukraine ser ikke gode ud lige nu, siger forsvarsministeren

– I øjeblikket er jeg bekymret for, at vi bevæger os i en endnu mere dyster retning for Ukraine, siger Troels Lund Poulsen til TV 2.

– Jeg tror ikke, at Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) har en reel vilje til fred. Derfor er det at være i Ukraine og Kyiv her i dag også et ekstraordinært vigtigt signal i en tid, hvor Ukraine, tror jeg, desværre kommer under yderligere pres.

Ifølge TV 2 er Troels Lund Poulsen i Kyiv sammen med folketingsmedlemmerne Martin Lidegaard (R), Anna Falkenberg fra færøske Sambandsflokkurin, Sascha Faxe (AL) og Pernille Vermund (LA).

Vladimir Putin var for nylig i Alaska for at holde møde med USA’s præsident, Donald Trump. Her talte de to regeringschefer om krigen og en mulig vej til fred.

Den danske regering har hele tiden fastholdt en skepsis i forhold til Ruslands reelle hensigter og vilje til at indgå en aftale, der tilgodeser Ukraine tilstrækkeligt.

Troels Lund Poulsen frygter, at det er “endnu et spil for galleriet fra Putin”.

Han kalder det “enormt bevægende” at være i Kyiv på en dag, hvor ukrainerne markerer, at de lever i et frit land, der kæmper for sin uafhængighed.

Forsvarsministeren gentager, hvad han har sagt tidligere, nemlig at regeringen er åben over for at bidrage med danske soldater, når en eventuel kommende fredsaftale mellem Rusland og Ukraine skal håndhæves.

– Men vi må kende, hvad det er for rammer og vilkår, vi skal bidrage under, og det er alt for tidligt, siger han til TV 2.

/ritzau/