Regeringen afsætter 14,9 milliarder kroner til dansk kystbeskyttelse.
I oktober 2023 blev Danmark ramt af en destruktiv stormflod. Sommerhuse blev ødelagt, og vandmasser brød gennem diger med voldsomme oversvømmelser til følge.
Stormfloden blev kaldt en 100-årshændelse.
Fremover er intervallerne med de såkaldte 100-årshændelser dog langt fra 100 år.
“Stormfloder, der i dag forventes at komme én gang hvert 100. år, vil i år 2100 komme hvert tredje år,” skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er faretruende nyheder for de omkring en million danskere, der bor langs kysten og med under en kilometer til vandet.
Derfor afsætter regeringen 14,9 milliarder kroner til “Klimatilpasningsplan II”, som er en investeringsplan for kystbeskyttelse i Danmark.
Pengene skal blandt andet gå til at bygge diger, højvandsmure og sluser.
”Danmark skal rustes til den nye klimavirkelighed. Vi skal foran udviklingen og sikre de danske kystbyer mod fremtidens vildere og voldsommere stormfloder. Med Klimatilpasningsplan II afsætter vi 14,9 mia. kroner til at lave den nødvendige kystsikring og bygge diger, højvandmure og sluser, som kan beskytte vores boliger og samfundsværdier,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
I oktober 2023, samme måned som stormfloden i 2023, præsenterede regeringen den første klimatilpasningsplan. Her afsatte de tre regeringspartier Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i alt 1,3 milliarder kroner til forskellige indsatser.
