Badmintonspillerne Rasmus Gemke og Julie Dawall Jakobsen skulle i første omgang ikke til VM i badminton, men afbud i både herre- og damesingle har ændret på det.
Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
Dermed tilslutter de to singlespillere sig den danske trup, der i forvejen talte 12 danskere ved verdensmesterskaberne, der spilles i den franske hovedstad, Paris, fra 25. til 31. august.
Både Gemke og Dawall var øverst på Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) reserveliste. Det er en herresinglespiller fra Guatemala og en damesinglespiller fra Indien, der har meldt afbud.
‘At deltage ved et VM er altid noget helt specielt. Samtidig er det en stor motivationsfaktor for mig at kunne se frem til et VM om fire uger og være en del af forberedelserne til det’, siger Rasmus Gemke.
Julie Dawall Jakobsen er naturligvis også glad for, at hendes planer i august er blevet ændret.
‘Det er en stor oplevelse at spille et VM – det er jo det, man drømmer om, når man er en lille pige og bliver grebet af badminton’, siger hun.
‘Jeg håber på at kunne vinde 1-2 kampe, hvis lodtrækningen er til det, og så ramme et højt spillemæssigt niveau’.
Med de nye danske tilføjelser er den danske trup på 14 spillere:
– Herresingle: Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke.
– Damesingle: Line Kjærsfeldt, Mia Blichfeldt og Julie Dawall Jakobsen.
– Herredouble: Kim Astrup og Anders Skaarup samt Rasmus Kjær og Frederik Søgaard.
– Mixeddouble: Amalie Magelund og Jesper Toft samt Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.