Danmark og Grønland har torsdag underskrevet en aftale, der sikrer produktion og opdatering af søkort frem mod 2041.
Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
– Søkort er alfa omega i spørgsmålet om sejladssikkerhed, men de er også helt nødvendige, når den grønlandske infrastruktur skal udvides, eller nye erhvervsinvesteringer skal foretages, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Det er en dansk myndighedsopgave at producere søkort for grønlandsk farvand, og opgaven er uddelegeret til Geodatastyrelsen.
Den nuværende aftale stod til at udløbe i 2027.
Grønlands minister for boliger og infrastruktur Hans Peter Poulsen kalder forlængelsen af aftalen for et udtryk for et styrket samarbejde mellem de to lande.
– Det glæder mig, at vi er kommet frem til en god aftale, der tilstræber lige vilkår på søkortområdet og samtidig giver plads til den fleksibilitet, som den dynamiske udvikling i Grønland nødvendiggør.
– Jeg ser frem til det styrkede samarbejde mellem Naalakkersuisut (Grønlands regering, red.) og den danske regering på dette område, siger Hans Peter Poulsen i meddelelsen.
Aftalen vedrører søkortlægning til blandt andet skibserhvervet og fritidssejlads.
I Grønland er pålidelige søkort en forudsætning for, at skibene kan navigere sikkert gennem klippefyldte farvande.
Danmark og Grønland har siden 2009 samarbejdet om at skabe yderligere fremdrift i opgaven med at oprette og digitalisere søkort i Grønland.
Geodatastyrelsen har blandt andet oprettet, digitaliseret og nyudgivet en række søkort over den sydvestlige del af Grønland, fremgår det af meddelelsen.