Danmark latterliggjort i amerikansk talkshow: ‘Seriøst? Skal vi lytte til dem?’

I et talkshow på den amerikanske TV-station Fox News holdt værterne sig ikke tilbage, da emnet faldt på den dansk-grønlandske delegation i USA.

Den tilbagevendende amerikanske interesse i Grønland har været umulig at overse for dem, der har fulgt bare lidt med i 2026.

De skarpe udmeldinger fra Donald Trump og co. affødte blandt andet et diplomatisk møde mellem USA, Grønland og Danmark, som fandt sted i går.

Her mødtes den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt med vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio.

Dem, der havde håbet, at USA, Danmark og Grønland ville finde fælles fodslag, blev skuffede, da Lars Løkke og Vivian Motzfeldt mødte pressen efter mødet.

“Vi er helt grundlæggende uenige,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Kort efter fortalte han, at USA, Danmark og Grønland er blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forsøge at udarbejde en løsning mellem de tre parter.

‘Se lige ham der’

De danske medier var langt fra de eneste, der dækkede mødet mellem Danmark, Grønland og USA.

I USA florerer debatten om verdens største ø også flittigt i medierne.

Mødet var blandt andet på dagsordenen i et program på Fox News kaldet The Five, hvor fem Fox News-værter snakker om aktuelle nyheder.

Og her blev der ikke holdt igen med skarpe kommentarer om den dansk-grønlandske delegation, skriver B.T.

“Danskerne. Danmark? Seriøst? Skal vi lytte til dem?” lød det blandt andet fra den ene af værterne Greg Gutfeld.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udenrigsminister - Lars Løkke
Arkivfoto.

Senere i programmet viste de et klip af Lars Løkke Rasmussen, der giver den danske ambassadør i USA et fist bump, efter de havde forladt mødet med J.D. Vance og Marco Rubio.

Det startede følgende udveksling mellem værterne Greg Gutfeld, Jesse Watters og Dana Perino:

“Se lige ham der,” sagde Jesse Watters.

“Hvem er han?” kom det fra Greg Gutfeld.

“Det er fyren fra Danmark, tror jeg,” svarede Jesse Watters.

“Kan du se, hvad jeg mener,” sagde Greg Gutfeld.

“Jeg tror, det var en sikkerhedsvagt,” indskød Dana Perino i samtalen.

“Hele holdet ser ikke godt ud. Prøv at se på dem, Dana,” sagde Jesse Watters.

I programmet foreslog Greg Gutfeld desuden at tilbyde Minneapolis i bytte for Grønland.

Minneapolis er en by i staten Minnesota, som lige nu er omstridt i de amerikanske medier, efter at en ICE-betjent skød og dræbte en 37-årig kvinde.

Du kan læse mere om den historie her:

Se også
Chokerende ICE-video: Agentens rå ord efter at have skudt mor

Korte videoer