Dagplejemor og tre små børn kørt ned

Onsdag formiddag er der sket et frygteligt færdselsuheld, da en bilist har påkørt en ladcykel, hvor en dagplejemor sad med tre børn

Flere politibiler, en akutlægebil og en ambulance har onsdag formiddag måtte rykke ud til en anmeldelse om en påkørsel af flere børn og en dagplejemor omkring et kryds.

Det bekræfter vagtchef ved den pågældende politikreds Bjarne Tykgaard over for Presse-fotos.dk.

“En ladcykel med tre mindre børn er blevet påkørt af en bilist, som har overset sin vigepligt,” oplyser vagtchefen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses politiet på stedet efter sammenstødet

Færdselsuheldet mellem bilen og ladcyklen med børnene er sket i krydset mellem Dalumvej og Faaborgvej i Odense og har resulteret i personskade.

“Ladcyklen bliver ført af en 42-årig dagplejemor, der i en ambulance er blevet bragt til Odense Universitetshospital med lettere tilskadekomst,” siger vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard.

Han tilføjer, at børnene er uskadte – men at de er blevet hentet af deres forældre på uheldsstedet.

Ifølge Presse-fotos.dks udsendte, der har været i kontakt med vidner, havde mindst et barn skrammer og blødte.

“De havde alle sammen desuden cykelhjelm på,” siger vores udsendte.

Fyns Politi har på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvor høj fart bilen havde ved øjeblikket for påkørslen.

“Men bilisten er nu blevet sigtet for overtrædelse af sin vigepligt,” oplyser Bjarne Tykgaard.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 09.23.

En 37-årig kvinde er onsdag morgen blevet hastet på Rigshospitalet i en ambulance med politieskorte efter en alvorlig højresvingsulykke i København