Dagligvarebutikker står sammen: Til kamp for bananen

Foto: Krzysztof Golik - via Wikimedia Commons.

For første gang lancerer de største danske dagligvarekæder en fælles kampagne, der skal sikre fair løn til bananbønder.

Coop, Netto, Rema 1000 og Lidl går nu sammen om en historisk kampagne, der opfordrer danskerne til at vælge Fairtrade-mærkede bananer.

Det fælles budskab handler ikke om pris eller konkurrence, men om at sikre bedre vilkår for de mennesker, der dyrker bananer, samt om at beskytte fremtidens forsyning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Krzysztof Golik – via Wikimedia Commons.

Baggrunden er, at bananen – danskernes mest købte frugt – presses af lave lønninger, usikre arbejdsvilkår, sygdomme og klimaforandringer i produktionslandene.

Kampagnen rulles ud i hele landet i uge 38 og 39 med budskabet “Du får en banan. Bonden får en fair løn”.

Det sker gennem outdoor-plakater og indsatser på sociale medier i samarbejde med Fairtrade Mærket Danmark.

Hos Lidl understreger Head of Corporate Affairs Claus Krogh, at indsatsen handler om både fremtidens bananer og ordentlig løn til bønderne.

‘ Vi vil gerne være med til at sikre, at der også i fremtiden er bananer på hylderne – og at de mennesker, der dyrker dem, får en fair løn. Derfor er det naturligt for os at støtte op om den her kampagne’, siger Claus Krogh i pressemeddelelsen.

Rema 1000’s købmand David Høyem fremhæver, at kunderne allerede forbinder Fairtrade-bananer med kvalitet og ansvarlighed.

Coop peger på, at valget af Fairtrade giver direkte støtte til producenter i Latinamerika og Afrika, mens Netto fremhæver, at samarbejdet viser ansvarlighed som en fælles forpligtelse.

Direktør i Fairtrade Mærket Danmark, Camilla Erika Lerberg, kalder initiativet historisk og fremhæver, at samarbejde er afgørende for at sikre en bæredygtig fremtid for bananen.

Sidste år solgte danskerne næsten 18 mio. kilo Fairtrade-bananer – svarende til 144 mio. bananer – og kampagnen skal nu få endnu flere til at vælge det fair alternativ.

Du skal ikke længere betale: Stor dansk kommune får nu gratis busser