Dagen inden Eurovision-finalen: Dansk favorit deler stor nyhed

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lørdag aften skal Søren Torpegaard Lund forsøge at give Danmark den første Eurovision-sejr siden 2013. Dagen inden finalen kan han dele en stor nyhed.

I den anden Eurovision-semifinale torsdag aften sikrede danske Søren Torpegaard Lund sig adgang til årets finale i Wien.

Den 27-årige fynbo, som nu bor i København, er blandt favoritterne ved lørdagens finale – om end det ifølge både danske og internationale bookmakere bliver svært at slå det finske vinderbud, ‘Liekinheitin’.

Mange spår imidlertid en placering i den varme ende af tabellen for Danmark, og bookmakerne har tidligere ramt ved siden af med deres vinderbud – så alt kan ske lørdag aften.

Uanset hvordan det går i finalen, tyder intet dog på, at Søren Torpegaard Lund vil glide ud i glemslen lige så hurtigt, som nogle tidligere danske Eurovision-deltagere har gjort det.

Han har nemlig flere store ting på tapetet i de kommende år. Og nu kan han afsløre endnu en stor nyhed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Østre Gasværk Teater

For første gang nogensinde

Inden sejren i Dansk Melodi Grand Prix og deltagelsen i Eurovision var Søren Torpegaard Lund primært kendt som en markant profil på den danske musicalscene.

Han har blandt andet haft hovedroller i Det Kongelige Teaters opsætning af klassikeren ‘West Side Story’ på Operaen og Østre Gasværks Gnags-teaterkoncert ‘De vilde kaniner’.

I 2021 modtog han desuden Reumerts Talentpris.

Og han har tydeligvis ikke tænkt sig at lægge scenekunsten fra sig, bare fordi hans karriere som musikalsk artist nu har fået et gedigent Eurovision-boost.

Søren Torpegaard Lund har allerede landet den ene hovedrolle i One & Only Musicals’ ‘Romeo & Julie – The Musical’, der opsættes i foråret 2027.

Og nu har han altså sikret sig endnu en stor hovedrolle.

Se også
Dansksproget sang er i Eurovision-finalen for første gang i 29 år

Dagen inden den store Eurovision-finale kan Østre Gasværk Teater nemlig annoncere i en pressemeddelelse, at Søren Torpegaard Lund indtager hovedrollen som Orfeus i deres opsætning af musicalen ‘Hadestown’.

Eurovision-stjernen har også selv delt nyheden med en video på sin Instagram-profil.

Ifølge pressemeddelelsen er det den første skandinaviske opsætning – og verdens første nye fortolkning – af Broadway- og West End-succesen.

Musicalen, der er skabt af den amerikanske singer-songwriter Anaïs Mitchell, er en moderne og musikalsk genfortælling af den græske myte om Orfeus og Eurydike.

Østre Gasværk Teaters opsætning er instrueret af Søren Møller og co-instrueret af Heidi Scheibye. Martin Konge er kapelmester på forestillingen.

De øvrige medvirkende i ‘Hadestown’ er endnu ikke blevet offentliggjort.

‘En drømmerolle’

Sidste år havde Søren Torpegaard Lund som nævnt en anden stor rolle i ‘De vilde kaniner’ på Østre Gasværk Teater.

Og nu ser han altså frem til at vende tilbage til teatret på Østerbro i det, han selv kalder en ‘drømmerolle’.

“Rollen som Orfeus er en drømmerolle, ‘Hadestown’ en drømmeforestilling, og jeg elskede at være på Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus med ‘De vilde kaniner’, så det var ikke nødvendigt med mange sekunders betænkningstid, da teaterchef Søren Møller ringede. Jeg er så stolt over at være med til at bringe en så unik forestilling til Danmark. Den fortjener at blive set! Jeg glæder mig helt vildt!”, udtaler Søren Torpegaard Lund i en pressemeddelelse.

Musikhuset Aarhus, som Eurovision-stjernen selv nævner, kommer også til at få glæden af at opleve Eurovision-stjernen i rollen som Orfeus.

Når musicalen har spillet på Østre Gasværk Teater i efteråret 2027, rejser holdet bag ‘Hadestown’ nemlig til Jylland i foråret.

Her går turen i første omgang forbi Musikhuset Aarhus og derefter Fredericia Musicalteater.

Den nye fortolkning får verdenspremiere på Østre Gasværk Teater den 17. september 2027 og kan opleves i Aarhus og Fredericia fra henholdsvis den 5. og 21. april 2028.

Annonce

Annonce