Hvis der ikke kommer nogen indsigelser, vil en 19. sanktionspakke mod Rusland blive vedtaget torsdag morgen
EU-landene er blevet enige om en 19. sanktionspakke mod Rusland.
Det oplyser det danske EU-formandskab ifølge Reuters.
Pakken vil ifølge nyhedsbureauet blive skriftligt behandlet torsdag, og hvis der ikke kommer nogen indsigelser, vil sanktionspakken blive vedtaget torsdag morgen klokken 08.00.
Ifølge nyhedsbureauet dpa indeholder den nye sanktionspakke et løfte fra EU-landene om yderligere at reducere importen af gas og olie fra Rusland.
Også USA’s finansminister, Scott Bessent, varsler samme dag nye amerikanske sanktioner mod Rusland.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Vi vil annoncere en betydelig optrapning i sanktioner mod Rusland i eftermiddag eller som det første i morgen tidlig, siger han til fremmødte journalister i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den 18. sanktionspakke blev EU-landene enige om i juli. Dengang lød det, at formålet med den nye pakke blandt andet var at ramme den russiske energisektor.
Derfor blev der indført et lavere prisloft for råolie, som Rusland tjener mange penge på at eksportere.
Samtidig kom der et forbud mod at gøre brug af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.
For EU vil gøre det så dyrt for Rusland at føre krig mod nabolandet Ukraine, at russerne opgiver krigsambitionerne.
– Vi vil fortsætte med at øge omkostningerne, så den eneste farbare vej for Moskva (Ruslands hovedstad, red.) bliver at stoppe aggressionen, skrev EU’s udenrigschef Kaja Kallas dengang på X.
/ritzau/