Cyklist påkørt – svæver mellem liv og død

Stort redningsopbud fremme ved påkørselsstedet

En 43-årig mand er i kritisk tilstand efter at være blevet påkørt af en bil i Vanløse på cykel.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Østermark.

– Bilisten ramte cyklisten derude. Der er ikke nogen mistanke om spiritus. Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder, og hvad der præcis skete.

(Artiklen forsætter under billedet)

Politi og redning talstærkt til stede i Vanløse efter påkørsel af cyklist

Anmeldelsen indløb klokken 23.23. Uheldet fandt sted i krydset ved Jernbane Allé og Grøndals Parkvej.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge stedet.

Det er fortsat uklart, om bilisten skal sigtes for noget.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.