Torsdag fortsatte Copenhell med store navne som Bring Me the Horizon, Ice Nine Kills og Papa Roach på programmet.
Mange hoveder var sandsynligvis en anelse tunge efter onsdagens varme og alkoholiserede åbningsdag på årets Copenhell.
Ikke desto mindre fortsatte festlighederne ufortrødent torsdag, hvor en række store metal-, punk- og rocknavne var at finde på programmet.
Festivalpladsen på Refshaleøen var fandens varm, men det stoppede ikke publikum fra at headbange, moshpitte og smide djævlehorn i luften dagen lang.
Presse-fotos.dk er til stede på Copenhell hele ugen, og vi bringer her et stort galleri fra torsdagen på festivalen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De ‘nye’ navne styrede torsdag
Efter et stærkt program onsdag med navne som Iron Maiden, Alice Cooper og Suicidal Tendencies, havde torsdagen på Copenhell lidt at leve op til.
Om programmet torsdag formåede det, afhænger nok mest af alt af, hvilken metal-æra man hælder mest til.
De helt store 70’er- og start-80’er-ikoner var nemlig skiftet ud med flere ‘nyere’ bands på toppen af plakaten.
Dagens hovednavn på Helvíti-scenen har vel at mærke mere end to årtier på bagen, men sammenlignet med Iron Maiden og Alice Cooper er de alternative metalstjerner i Bring Me the Horizon altså purunge.
Også Ice Nine Kills er – selvom de ligeledes var aktive i 00’erne – primært kendt for deres musikalske output inden for de sidste ti år.
Tiden omkring årtusindskiftet var også godt repræsenteret med nu-metalbandet Papa Roach, der særligt er kendt for hittet ‘Last Resort’.
Hypede bands og groove-ikoner
Det ville dog være forkert at sige, at 80’erne slet ikke var repræsenteret blandt torsdagens hovednavne.
Brasilianske Sepultura brød nemlig igennem i slutningen af årtiet som en del af thrash metal-bølgen, om end de senere skiftede lyd og var toneangivende i 90’ernes groove metal-bevægelse.
Programmet bød også på flere af de mest omtalte bands på scenen lige nu.
Det maskebærende og anonymiserede alternative metalband President udgiver først deres debutalbum i september, men har allerede skabt stor opmærksomhed med deres mystiske baghistorie.
Texas-bandet Kublai Khan TX er blandt de mest hypede navne på metalcore-scenen lige nu og lagde også torsdag op til moshpits på Copenhell.
Fredag fortsætter festivalen blandt andet med det store jubilæumsshow ’15 Years in Hell’ og bands som A Perfect Circle, Trivium og Anthrax.

















































